[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Fighter Wing Skrydstrup har efterhånden solid erfaring med at flyve over de baltiske lande. Opgaven hedder Baltic Air Policing, og den består i al sin enkelthed i at afpatruljere luftrummet over Estland, Letland og Litauen.


Chefen for Fighter Wing Skrydstrup, oberst Lars Smedegaard Kjøller, overrakte også nogle af medaljerne til de hjemvendte fra Baltic Air Policing. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

Det er nu fjerde gang, Flyvevåbnet har løst opgaven siden 2004, og arbejdet blev overtaget af  det franske flyvevåben den 30. april. I tiden fra den 2. januar, hvor de danske flyversoldater flyttede ind på basen ved Siauliai i Litauen, blev det til 18 missioner og en masse træning.

- Man kunne godt foranlediges til at tro, at når man gør det for fjerde gang, så er det business as usual, Men der er blevet udvist stort personligt engagement fra hele holdet, sagde brigadegeneral Steen Hartov, som er stabschef ved Flyvertaktisk Kommando.

Han var i Skrydstrup for at modtage kommandofanen, som detachementet havde med på missionen.


Overrækkelse af kommandofanen. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

Ny medalje

Steen Hartov var der også for at overrække en medalje til medarbejderne. De tre baltiske lande har i fællesskab produceret en medalje, som de udleverer til de soldater, der deltager i arbejdet med at sikre luftrummet.


Brigadegeneral Steen Hartov sætter en medalje fast på brystet af en af flyverne fra BAP-bidraget. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

I denne omgang har 145 medarbejdere fra Fighter Wing Skrydstrup gjort sig fortjent til at modtage den, og størstedelen fik den overrakt ved dagens ceremoni. Det er ikke en national dansk medalje, men Steen Hartov mener, at den er værd at være stolt af.

- Medaljen er et personligt bevis givet til jer fra de baltiske lande, og den kan i bære med stolthed, sagde han.