[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det skortede ikke på kritik af udsendelsen af det mobile luftoperationscenter, Mobile Air Control Centre, da det blev sendt af sted. Det var ikke ønsket af NATO, og radaren ville alligevel bare kigge ind i et bjerg, lød kritikken i medierne samtidig med, at det første hold tog af sted til Afghanistan.

Men kritikken blev gjort til skamme. Luftoperationscenteret var nemlig en både ønsket og efterspurgt kapacitet, der har udgjort et stort løft i flyvesikkerheden i den nordlige del af Afghanistan. Her havde der, indtil det danske bidrag kom, kun været en sporadisk radardækning leveret af NATOs AWACS-fly. Disse er meget dyre i drift og meget mere afhængige af vejret, end det danske luftoperationscenter.

Bidraget har bestået af i alt fem hold af ca. 43 mand, der har indgået i ISAFs luftoperationer i Afghanistan. Operatørerne har overvåget og kontrolleret et større tildelt luftrum således, at ISAF-styrkerne har kunnet få et detaljeret billede af luftrummet over det meste af det nordlige Afghanistan.

Luftoperationscenteret har ydet over 10938,20 timers operativ tid, hvilket svarer til en oppetids-procent på 99,50 og haft over 69135 timers kontroltid.
I alt har 37.000 flyvende kapaciteter været i kontakt med GOTHAM, som luftoperationscenterets kaldesignal er, siden 1. marts 2012.

Holdene har været sammensat af medarbejdere fra Air Control Wing, der har hovedkvarter i Karup, men også består af en række enheder i henholdsvis Skagen, Skrydstrup, Bornholm og Kastrup. Endvidere har der været personel fra Flyvevåbnets Combat Support Wing med, og ved femte og sidste hold har der også været tre svenske operatører med.

Hold 5 kommer efter planen hjem til Flyvestation Karup den 6. juni klokken 07.55, og der afholdes hjemkomstparade den 11. juni klokken 14.00 på Flyvestation Karup.
Her bliver kommandofanen, der er udsendt med bidraget, givet tilbage til chefen for Flyvertaktisk Kommando generalmajor Henrik Røboe Dam, som en symbolsk afslutning på missionen.

Pressen er velkommen til at deltage i både hjemkomsten den 6. juni og i hjemkomstparaden den 11. juni. Tilmelding til presseofficer Louise Juel Broch, på telefon 41 71 05 97 – 97101550 – 4680, ljb@mil.dk senest dagen før de respektive begivenheder.
En nærmere liste over gæster til hjemkomstparaden kan fås ved henvendelse.  


Kortrækkende RAC-3D-radar 


Langtrækkende TPS-77 radar