[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Stormen, der kommer til at berøre det meste af Danmark, har allerede været skyld i flere aflysninger i blandt andet den offentlige trafik. Også i Flyvevåbnet er flere øvelsesaktiviteter blevet aflyst eller sat i bero, indtil vinden aftager. Men redningshelikopterne opretholder beredskabet, og man har endda etableret endnu en SAR-station på Bornholm (SAR = search and rescue).

Etableringen af redningsstationen på Bornholm sker - i henhold til beredskabets bestemmelser - når middelvindstyrken vurderes til at nå op på min. 30 knob (cirka 15,4 m/s). Etableringen sker i et forsøg på at sikre, at redningsberedskabet stadig kan opretholdes over hele Danmark.

De tre normale SAR-stationer i Aalborg, Skrydstrup og Roskilde er på beredskab, som de plejer, dog kan blæsten give begrænsninger i forhold til en eventuel redningsindsats. Det kan for eksempel vise sig meget svært eller helt umuligt at hoiste (hejse folk ind eller ud af helikopteren). Og ved en vindstyrke på 50 knob lige i snuden – cirka 25,7 m/s – er det meget vanskeligt hvis ikke umuligt for helikopteren at lette, jævnfør dennes manual.

I sidste ende er det dog altid fartøjschefen for den givne helikopter, der har det sidste ord omkring, hvorvidt man trods vejr og vind begiver sig ud på en redningsmission, uanset om vindstyrken er over eller under 50 knob. I den forbindelse koordinerer denne også med JRCC – Joint Rescue Coordination Centre – og den vagthavende hos Flyvertaktisk Kommando, samt studerer vejrudsigterne fra Flyvevåbnets meteorologer nøje for samlet at kunne vurdere en eventuelt højere risiko for besætningen op mod, hvor kritisk missionen er.