[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Forsvarsminister Nikolai Vammen sammen med besætningen.


Forsvarsministeren ankom direkte fra Djibouti tirsdag morgen efter at have besøgt Søværnets bidrag til NATOs Operation Ocean Shield, fregatten Esbern Snare. Med et dansk Challenger-fly fløj ministeren videre syd for Ækvator for at besøge Flyvevåbnets bidrag til samme operation - et Maritime Patrol Aircraft - som skal overvåge den somaliske østkyst samt afsøge den vestlige del af det indiske ocean for pirater - eller Pirate Action Groups. Det kan for eksempel være moderskibe og tilhørende hurtiggående motorbåde som kan indhente og forsøge at kapre civile skibe.


Forsvarsministeren og de to systemoperatører overvåger med radar og FLIR.

Flyvevåbnets bidrag har været udsendt i næsten fire uger, og allerede nu er der blevet fløjet en del. Mest inde omkring kysten, da monsunen fortsat har været for kraftig til sejlads på det åbne hav for de mindre både, som piraterne typisk benytter. Inde ved kysten har flyet med dets avancerede kameraer og højopløsnings elektro-optiske systemer kunnet tage meget detaljeret billeder af aktiviteterne på stranden. Formålet er, at kunne opspore en piratgruppe allerede under opbygning og derved være klar til at kunne sætte ind før et eventuelt overgreb.

Dagens tur, som ministeren fløj med på, var netop tiltænkt en sådan overvågning af kysten, men halvvejs igennem missionen fik flyet pludselig ordre fra NATO om at afbryde og flyve østpå i stedet. Et kinesisk fragtskib havde observeret mistænkelig opførsel omkring en fiskebåd og følt, at et piratangreb var nært forstående. Indenfor en time var challengeren i området og kunne afsøge de tilstedeværende skibe for mulige pirater. Endvidere blev det kinesiske fartøj forbifløjet og beroliget med et ”no suspisious activity to report”-opkald. De satte stor pris på vores tilstedeværelse, ligesom NATO har udtrykt deres påskønnelse for det produkt der bliver leveret. Det danske bidrag løser en meget vigtig opgave, og dækker et område der ellers er svært at få efterretninger fra.

Bidraget er sat til at komme retur til Danmark i slutningen af november.


Forsvarsministeren og piloter i cockpittet af Challengerflyet.