[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Foran den store hangar venter familier, venner og kollegaer. Med blikket afsøges himlen for at få det første glimt af Hercules-flyet på vej hjem fra Mali. I spænding venter børn med små danske flag, mens de skiftevis ser fra mor og op på himlen, da det store fly endelig toner frem i horisonten.

Efter en kort overflyvning taxier Hercules-flyet ind på pladsen foran de mange fremmødte mennesker. Forrest kipper børnene glade med flagene. Midt i flokken står 4-årige Frederik sammen med sin mor og vinker til flyet – inde fra cockpittet vinker far prompte tilbage.


Der blev ventet spændt på, at C-130 Hercules landede.

Inden alle soldater er nået ud af flyets dør, modtages de første med knus og kram. Piloten Morten Zillmer kommer ud som en af de sidste og bliver modtaget af Frederik og sin hustru Annette.

- Det er helt fantastisk at komme hjem, fortæller Morten Zillmer med sønnen Frederik på armen.
Han har været på to udsendelser inden for et år, først til Afghanistan og senere til Mali. I mellemtiden har Annette Zillmer passet alt det derhjemme.

- Det har været lidt hårdt under lærernes lockout samtidig med, at jeg afslutter min læreruddannelse. Det bliver godt at få ham hjem igen, fortæller Annette, som i disse dage læser til de afsluttende eksamener.


Annette og Morten Zillmer med sønnen Frederik. Familien glæder sig
til at være samlet igen, når familiens to ældste døtre får fri fra skole.

 
Inde i hangaren samler soldaterne sig til en parade, hvor generalmajor Henrik Røboe Dam, chef for Flyvertaktisk Kommando, hilser soldaterne velkommen hjem og takker både dem og deres familier for indsatsen.


Generalmajor Henrik Røboe Dam, chef for Flyvertaktisk Kommando, talte til soldaterne under paraden.