[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der er fyldt med flag, blomster og glade ansigter på landingsbanen ved hangaren på Flyvestationen. Alle sammen venter de på deres søn, far, bror, kæreste, mand, mor, søster eller datter.
Holdet var af sted som det sidste i Afghanistan i denne omgang, og de har været af sted siden den 9. Januar.
Som en af de første i hangaren er Lisbeth Mortensen, der sammen med børnene, Ida på 10 år og Jacob på 14 år, venter på sin mand, Peer Mortensen, der har været udstationeret som jordudstyrsmekaniker.  
- Det bliver så dejligt, at han kommer hjem. Men også dejligt med lidt flere hænder. Vi bor på et nedlagt landbrug med heste, så der kan jeg altså godt mærke, at der har manglet en. Det har været lidt hårdt, mens han var væk.

Sidste mand lukker og slukker
Peer Mortensen var med til at pakke sammen i Afghanistan, og er nu landet på dansk jord igen. Og han er en glad mand.
- Det er overvældende at komme hjem. Det er en skøn følelse at vide, at familien står og venter, når man kommer ud af flyveren. Der har jo været afsavn i tre måneder, fortæller han, mens hans datter Ida holder godt fast i ham.
Peer Mortensen der har været udsendt to gange tidligere til henholdsvis Bosnien og Kosovo, er klar til at tage af sted igen – men der skal dog lige gå en periode først. 
Nu skal der først og fremmest hygges med familien. Og datteren Ida har allerede lavet en plan:
- Jeg glæder mig til at vise ham alle mine nye spil. Og så skal vi hygge sammen alle sammen, jeg skal heller ikke i skole i morgen. Vi skal bare hygge.

Well Done!

Siden januar 2012 har Air transport Wing Aalborg haft et C-130J Hercules transportfly og 27 mand udstationeret i Afghanistan. Transportflyet har i løbet af de 15 måneder i Afghanistan fløjet mere end 26.000 passagerer, 2000 ton gods og udført 20 airdrop. Ifølge generalmajor Henrik Røboe Dam, taler tallene deres helt eget sprog, og der blev uddelt skulderklap i hans tale til de tidligere udsendte:
- Det har ikke været en ferietur – det har været en arbejdstur. Og der er ingen tvivl for mig eller for alle dem, der har fuldt med i det, som er foregået i Afghanistan, om at I har leveret varen. Well Done.


Familien Mortensen er samlet igen...



Ventetiden var lang...


Kommandofanen blev leveret tilbage til FTK efter 15 måneder i Afghanistan.