[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

10 danske F-16 og mere end 100 mand fra Flyvevåbnet er i disse uger på træningslejr i Italien. Her giver det stabile vejr langt bedre forhold til at få gennemført de nødvendige træningsflyvninger.

- Hele sidste uge fik vi ikke aflyst en eneste flyvning, hvilket højst sandsynligt ville være sket i Danmark, fortæller F-16 piloten med flyvernavnet FOM, der lige er vendt hjem efter en uges ophold på Grosseto-basen. 

Foruden værdien af det mere stabile vejr, betyder det bjergrige terræn i Italien også, at der kan trænes i andre discipliner end piloterne er vant til hjemme i Danmark:

- Vi har haft danske Forward Air Controllers med, så vi har kunne træne i at yde luftstøtte til soldater i bjerge. Det er selvfølgelig noget helt andet, end at gøre det samme på en flad kartoffelmark i Danmark.

En stor del af øvelsen går også ud på at arbejde sammen fly fra andre nationer i store "pakker" af fly, som har hver deres specifikke rolle under et angreb. En disciplin, der for eksempel blev brugt intensivt under konflikten i Libyen i 2011, og som kræver særdeles meget planlægning og koordination. Angreb med op til 12 fly er blevet gennemført i den første uge af øvelsen.

Men det er ikke kun samarbejdet med andre der nationer, som er blevet trænet. Lejligheden til at teste hinandens fly imod hinanden er naturligvis heller ikke blevet forsømt:

- Vi har trænet luftkamp mellem danske F-16 og Eurofighters, og der har vi i al beskedenhed har klaret os rigtig hæderligt, også selvom vores fly har rigtig mange år på bagen, lyder det fra FOM.

Øvelsen i Italien varer frem til den 8. februar, hvorefter fly og mandskab vender hjem til Fighter Wing Skrydstrup.

Se flere billeder fra øvelsen på Flyvevåbnets side på facebook


De danske F-16 står linet op på Grosseto-basen i Italien.