[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tirsdag i sidste uge blev Balkh-provinsen det nordlige Afghanistan ramt af kraftig oversvømmelse, hvilket også gik ud den tyske base Camp Marmal, hvor det danske mobile luftoperationscenter er placeret. Hele den sidste uge er derfor gået med at rydde op efter oversvømmelserne.
”Det har skabt en utrolig vi-følelse og sammenhængskraft. Her var ingen skelen til de normale arbejdsopgaver, grader eller påklædning for den sags skyld” fortæller holdets detachment commander oberstløjtnant Klaus Brieghel, om den indsats der blev lagt for at rydde op, da himlen faldt ned i form af regn.

Lukket for operationer

Det startede med et kraftigt tordenvejr, men det var ikke kun fra himlen, at vandet kom – det kom også fra de nærliggende bjerge. Vandet kunne ikke trænge væk fra den sandede jord og skabte oversvømmelse både i det operative område og ved beboelsesteltene. Oversvømmelserne gjorde, at der måtte lukkes for strømmen og dermed for operationerne i 41 minutter for at undgå kortslutninger. Omtrent samtidig lukkede landingsbanen i lufthavnen i Mazar-e-Sharif. Mudder, vand og løst materiel var skubbet ud på banen af vandmasserne, og landingsbanen forblev lukket i to dage.
Imens kæmpede personellet inde i lejren med at holde vandmasserne ude af telte og containere, men måtte opgive og blot se til, mens vandet blev ved med at fosse ned og ind gennem hegnet udefra det omkringliggende terræn. Ikke længere som rent vand, men som sandet mudder. I beboelseslejren måtte to telte med i alt 16 beboere evakueres på grund af vandmasserne.

Rationering af vand og olie
I den amerikanske del af Camp Marmal var det en én meter høj mudderlavine, der ramte og de tyske pumpestationer, vandværker og olielagre er også ramt – hvilket nu betyder rationering af vand og olie.
Efterfølgende har et stort oprydningsarbejde været i gang. Med én trillebør, et antal skovle, sneskovle og gulvsvabere og begrænsede mængder af rent vand har alle mand været i gang med at rense mudder af udstyr og gulve. Et arbejde som virkelig har vist holdets kampånd, siger Klaus Brieghel.
”Jeg har svært ved at beskrive den kampånd, samhørighed, hjælpsomhed og beslutsomhed, som drev alle til at kæmpe mod vandets indtrængen, til at fortsætte med operationerne, barrikadere med sandsække samt redde tøj og personlige ejendele fra vandet. Alle bød sig til ved den efterfølgende massive rengøring, som vi endnu ikke er færdige med”.
I alt faldt der lidt over 60 mm regn på to timer. Det svarer til 60 liter vand pr. kvadratmeter.