[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

17 præster fra Flyvevåbnet og Søværnet har i uge 3 været på uddannelse i militære færdigheder på Flyvestation Karup. Det skal de igennem, så de kan blive udsendt på missioner sammen med danske soldater. Præsterne var igennem flere forskellige ting, men det handler ikke om, at de skal være soldater, når de er ude.

- Meget af undervisningen vil ende med, at vi fortæller dem, at de som feltpræster bare skal forholde sig passivt i de situationer, vi snakker om. Men det er godt, at de har en idé om, hvad det er, der skal og kan ske. Det gør det nemmere for både dem selv og for de soldater, de er med, siger instruktør Peter Tetzlaff.


Giver tryghed på missionerne

Flyverpræst Peter Kiel Nielsen har været hos Fighter Wing Skrydstrup i otte år. Han har været udsendt til Afghanistan, Baltikum, Libanon samt Sigonella på Sicilien, der var base under Libyen-missionen i 2011. Han fortæller, at han har været på militær uddannelse hvert år, og det giver ham meget han kan bruge, når han er af sted.

- Det er meget vigtigt, at man kan sine ting. Også selvom nogle af tingene er udover det, som man skal og må som feltpræst, så er det godt med et indtryk af, hvad soldaterne laver, siger Peter Kiel Nielsen.

To biler med i alt tre personer er kørt sammen, og de uforberedte præster skulle give førstehjælp.

Uddannelsen varede denne gang fire dag.

- Jeg er på de her kurser hvert år. Det er godt, for det gør, at man føler sig tryg under udsendelserne. Man får en forståelse, for det der foregår. Jeg kan også være med på soldaterhistorierne, så det hjælper på flere måder, fortæller han, siger Peter Kiel Nielsen.