Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Øjenvidneberetning fra Mali-missionen
Flyvevåbnets bidrag til Mali-missionen boede i Dakar i Senegal. De blev hilst varmt velkommen, men der er stadig kulturbarrierer at overkomme, når man skal være i Afrika. Vi har fået en øjenvidneberetning hjem fra holdets læge.
22. maj, 2013 - Kl. 10.11
[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]
Personellet ved Flyvevåbnets C130J-bidrag til de franske operationer i Mali bor på et diskret udseende mellemstort hotel på nordsiden af halvøen, der udgør Afrikas vestligste punkt, tæt ved ringvejen om lufthavnsområdet. Der er en fint reguleret åben afløbsrende, som lugter umiskendeligt af, at der tilledes et mål kloakvand, der passerer mellem hotellet og ringvejen.
Når de fire vejbaner og det dobbelte betonautoværn er forceret, er der kun et par hundrede meter til Atlanterhavet. Men det er til forreven klippekyst. Går vi så cirka 600 meter mod vest gennem et beboelseskvarter - som hjemme ville blive takseret som slum, men her er et jævnt til pænt kvarter med grusveje, sandstier og en blanding af små og store huse, meget små butikker og enkelte håndværksvirksomheder - rammer duften af frisk fisk næsen, dog desværre blandet med lugten af rådden fisk og hestepærer.
Her finder vi et fiskerleje, som ligger i en naturhavn beskyttet af et rev, som går fra en lille nordvendt odde på kysten mod øst til øen Ile de Yoff, medens der er fri indsejling til flad sandstrand fra vest. Der er ingen mole, da næsten alle fartøjerne er lange, lette, livligt farvelagte og smalle kanolignende både, som trækkes op på stranden efter dagens arbejde.
Foto: Bo Nørnberg
Lige oven for stranden er der et stort kølehus. Hertil er der en konstant trafik af større og mindre vare- og lastbiler, som afhenter fisk og efter sig trækker et spor af fiskelugtende vand, som blander sig i grusvejenes belægning, således at duftindtrykket er nogenlunde konstant hen over døgnet.
Det store skue er at finde på stranden. Her er der søsætning, bådoptræk, fiskemarked, hestevognstransporter, geder på jagt efter ......græs?... man kan undres, men må nok konkludere, at geder er næsten altædende, så længe det bare ikke drejer sig om kødvarer.
Der er hundreder og op til flere tusinde mennesker, som har fisket, ordner båd, renser, sælger eller køber fisk, sælger andre varer, kigger, snakker, diskuterer, sidder, bader - især en masse børn - driver geder, kører hestevogne samt formentlig foretager talrige andre gøremål, som ikke umiddelbart er til at gennemskue.
Som ikke-hjemmehørende i området stikker man en del ud. Det medfører mange nysgerrige og skeptiske blikke, anmodninger om at blive fotograferet, henstillinger om ikke at fotografere før der er faldet nogle mønter, børn som pludselig griber én i hånden og fortæller en længere historie på lavmælt fransk, pludselige advarsler om at flytte sig for en kusk, som kommer med frisk hastighed på enspænderen.
Foto: Bo Nørnberg
Man hilser selv flittigt med bonjour, bon soir eller salam aleikum. At der gerne svares med en anden frase end den, man selv sender af sted, gør intet. Langt de fleste er venlige og smilende - om ikke andet fordi man lige har udtrykt sig kejtet - og så er et af dagens små grin hjemme.
Dagens motionstur kan med fordel forlægges til interessante steder. Naturhavnen ikke den mindst interessante. Og så har man lugtindtrykket med hjem. For ikke at afskrække fra resten af beskrivelsen, nævnte jeg ikke alle bestanddele: Der indgår også en umiskendelig odeur af andre typer dyreafføring og så af tilsvarende produkter fra påklædte levende væsner. Det er ikke kun det varme klima, der bevirker, at man ind imellem får lyst til et brusebad, inden man tørner ind.
Personellet ved Flyvevåbnets C130J-bidrag til de franske operationer i Mali bor på et diskret udseende mellemstort hotel på nordsiden af halvøen, der udgør Afrikas vestligste punkt, tæt ved ringvejen om lufthavnsområdet. Der er en fint reguleret åben afløbsrende, som lugter umiskendeligt af, at der tilledes et mål kloakvand, der passerer mellem hotellet og ringvejen.
Når de fire vejbaner og det dobbelte betonautoværn er forceret, er der kun et par hundrede meter til Atlanterhavet. Men det er til forreven klippekyst. Går vi så cirka 600 meter mod vest gennem et beboelseskvarter - som hjemme ville blive takseret som slum, men her er et jævnt til pænt kvarter med grusveje, sandstier og en blanding af små og store huse, meget små butikker og enkelte håndværksvirksomheder - rammer duften af frisk fisk næsen, dog desværre blandet med lugten af rådden fisk og hestepærer.
Her finder vi et fiskerleje, som ligger i en naturhavn beskyttet af et rev, som går fra en lille nordvendt odde på kysten mod øst til øen Ile de Yoff, medens der er fri indsejling til flad sandstrand fra vest. Der er ingen mole, da næsten alle fartøjerne er lange, lette, livligt farvelagte og smalle kanolignende både, som trækkes op på stranden efter dagens arbejde.
Foto: Bo Nørnberg
Lige oven for stranden er der et stort kølehus. Hertil er der en konstant trafik af større og mindre vare- og lastbiler, som afhenter fisk og efter sig trækker et spor af fiskelugtende vand, som blander sig i grusvejenes belægning, således at duftindtrykket er nogenlunde konstant hen over døgnet.
Det store skue er at finde på stranden. Her er der søsætning, bådoptræk, fiskemarked, hestevognstransporter, geder på jagt efter ......græs?... man kan undres, men må nok konkludere, at geder er næsten altædende, så længe det bare ikke drejer sig om kødvarer.
Der er hundreder og op til flere tusinde mennesker, som har fisket, ordner båd, renser, sælger eller køber fisk, sælger andre varer, kigger, snakker, diskuterer, sidder, bader - især en masse børn - driver geder, kører hestevogne samt formentlig foretager talrige andre gøremål, som ikke umiddelbart er til at gennemskue.
Som ikke-hjemmehørende i området stikker man en del ud. Det medfører mange nysgerrige og skeptiske blikke, anmodninger om at blive fotograferet, henstillinger om ikke at fotografere før der er faldet nogle mønter, børn som pludselig griber én i hånden og fortæller en længere historie på lavmælt fransk, pludselige advarsler om at flytte sig for en kusk, som kommer med frisk hastighed på enspænderen.
Foto: Bo Nørnberg
Man hilser selv flittigt med bonjour, bon soir eller salam aleikum. At der gerne svares med en anden frase end den, man selv sender af sted, gør intet. Langt de fleste er venlige og smilende - om ikke andet fordi man lige har udtrykt sig kejtet - og så er et af dagens små grin hjemme.
Dagens motionstur kan med fordel forlægges til interessante steder. Naturhavnen ikke den mindst interessante. Og så har man lugtindtrykket med hjem. For ikke at afskrække fra resten af beskrivelsen, nævnte jeg ikke alle bestanddele: Der indgår også en umiskendelig odeur af andre typer dyreafføring og så af tilsvarende produkter fra påklædte levende væsner. Det er ikke kun det varme klima, der bevirker, at man ind imellem får lyst til et brusebad, inden man tørner ind.