[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

-Besætningen på S-249 skal være glade for at være her i dag. Det er vi – jeres kollegaer – i hvert fald. Sådan sagde chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, da han torsdag den 12. december stod over for de fire mand, der var om bord på Lynx-helikopteren i 2011, da halerotoren pludselig ikke længere virkede. Havariet skete, da helikopteren skulle lande på søværnets inspektionsskib Vædderen for to år siden.

Når halerotoren på en helikopter ikke længere virker, mister man meget hurtigt kontrollen. De få sekunder, der er at arbejde med, kan betyde forskellen på liv og død. Det er den måde de fire besætningsmedlemmers reagerede på i de få sekunder, de havde, de nu har fået deres medaljer for.

-Det er ualmindeligt svære odds at være oppe imod, og at alle slap fra det med livet i behold er alene grundet en endog særdeles professionel indsats fra hele besætningens side, sagde Henrik Røboe Dam.

Helikopteren blev sat ned på vandet ved siden af skibet, og alle besætningsmedlemmer nåede ud. Helikopteren vendte derefter bunden i vejret og begyndte at synke. Den blev efterfølgende fanget af skibets besætning, inden den sank helt.

De dele, der ikke er blevet ødelagt af saltvand, er senere blevet brugt som reservedele på de resterende syv Lynx-helikoptere Forsvaret råder over.

De fire medaljemodtagere var:


PL Richard Andrew Dixon




M OKS Carsten Sønnichsen




SG Henrik Aagaard




OS Alex Børge Jacobsen