[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Aerodynamik, Ohms lov og NATO var nogle af de emner, som 8. klasse fra Karup Skole hørte om, da de besøgte Flyvestation Karup torsdag den 2. maj. I forbindelse med det landsdækkende arrangement Forskningens Døgn havde Flyvevåbnet inviteret skoleklasser til at komme og se nogle af værnets enheder.

Dagen startede hos Helicopter Wing, der er hjemsted for de tre helikoptertyper. Piloten Lasse Frederiksen fortalte eleverne om blandt andet aerodynamik, som er teorien bag flys opdrift. Bagefter var flokken inde og se den skibsbaserede Lynx-helikopter. Den bliver brugt på skibe til så forskellige opgaver som piratjagt ved Afrika og redning i Grønland.


Et undertryk på boldens overside får den til at svæve - ligesom en vinge eller et rotorblad. Foto: Peter Staggemaier, FLVFOT

Air Force Training Centre var næste punkt på programmet. Flyvevåbnets skole uddanner blandt andet værnepligtige, mekanikere og sergenter og her lærte klassen, hvordan en jetmotor skubber et fly frem og noget om fysikken bag radiokommunikation.


Foto: Peter Staggemaier, FLVFOT

Sidste stop var Air Control Wing. De overvåger og kontrollerer dansk luftrum i tæt samarbejde med de
civile myndigheder. ACW kalder afvisningsberedskabets F-16 på vingerne, når for eksempel et fly uden tilladelse nærmer sig dansk luftrum. Schengen-samarbejdet blev brugt som et illustrativt eksempel på, hvordan militærfly fra NATO-lande kan krydse hinandens grænser, mens andre lande skal have tilladelse.


Foto: Peter Staggemaier, FLVFOT