[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I uge 38 var der åbent hus på flymekaniker-uddannelsen i både Aalborg, Skrydstrup og Karup. På Flyvestation Karup dukkede dobbelt så mange mennesker op som forventet.

Der er nemlig mangel på flymekanikere i Forsvaret, og derfor har Forsvarets Rekruttering gjort en ekstra stor indsats for at lokke interesserede til. Dagen skulle oplyse de fremmødte om uddannelsen, så de kunne vurdere, om det var noget for dem og samtidig se den eventuelt kommende arbejdsplads.

- Jeg er 15, så jeg kan ikke starte før om nogle år, men jeg er meget interesseret i fly. Det er derfor, jeg gerne vil vide mere om uddannelsen, fortalte Martin Tolgaard, der var kommet til dagen sammen med sine forældre.

Man skal nemlig have overstået sin værnepligt for at blive flymekanikerelev i Forsvaret, og derfor skal man være fyldt 18. Det afskrækkede dog ikke Martin Tolgaard.

- Så har jeg god tid til at forberede mig på at aftjene mine værnepligt, forklarede han.



Verdens bedste flymekanikere

De fremmødte blev vist rundt i Helicopter Wing Karups hangarer og fik rig lejlighed for at se helikopterne meget tæt på og stille spørgsmål til både uddannelsen og de flyvende piskeris.

- Vi skal uddanne verdens bedste flymekanikere, forklarede seniorsergent Ole Søndergaard, der underviser flymekanikereleverne i turbinemotorer.

- Derfor er det dejligt at se så mange fremmødte. De skal til en afprøvning, som de skal bestå, så vi sikrer, at vi får de bedst mulige elever. Det sikrer også, at der næsten intet frafald er på uddannelsen, sagde han.

Afprøvningen gjorde dog ikke de fremmødte nervøse.

- Jeg vil helt klart søge. Det lyder som en rigtig spændende hverdag, fortalte 23-årige Malou Freimann, der i øjeblikket arbejder som flyverkonstabel i Air Control Wing.

Læs mere om uddannelsen til flymekaniker her.