[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Motorproblemer
”Hov, der er Engine Warning på!” En melding om mulige motorproblemer -  ikke lige det man ønsker lige efter start. Det er den 7. oktober 2013, klokken er 10 om formiddagen, og Flyvevåbnets Challenger nr. C-168 har lige sluppet startbanen på Seychellerne for at tage på piratjagt. KUM og JIT i cockpittet ser på hinanden, trækker gashåndtagene lidt tilbage og lister flyet rundt til landing igen med det samme.

En udlæsning fra flyets datasystem viser, at den venstre motor er blevet overophedet ganske kort under start. Besætningen tester motorerne på jorden efter landing, og det viste at problemet er der stadig. De finder metalrester i motorens udstødning, og det er ikke et godt tegn. Et nærmere kig viser da også, at motoren er alvorligt beskadiget.

Hvad gør vi nu? Der er stadig operative opgaver, der skal løses. Som den hurtige løsning på problemet bliver en motor pillet af et andet fly, nr. C-080, i Danmark, fløjet til Seychellerne og monteret, så indsatsen for NATO kan fortsætte. Men nu mangler der en motor på et fly i Danmark.


Challenger C-080 med hvid reservemotor, klar til at få SLAR-radar på og flyve havmiljøovervågning.



Lang tid at reparere
Som eneste flytype i Flyvevåbnet har Challenger ingen reservemotorer. Motortypen er meget udbredt i hele verden, og den er normalt meget driftsikker – faktisk ses tilsvarende fejl kun meget sjældent. Vores Challengerfly er meget efterspurgte i løsningen af en lang række opgaver, så det var en alvorlig udfordring, hvis det ene fly skulle stå uden motor i 4-6 måneder. Reparation af den beskadigede motor ville tage meget lang tid, så Forsvarets Materieltjeneste (FMT) undersøgte mulighederne for at leje en reservemotor til C-080. Det viste sig at være stort set umuligt, og meget dyrt, så i stedet besluttede forsvaret at købe to ekstramotorer – både til at løse problemet her og nu, og for også at sikre fremtidige operationer i både syd og nord.

FMT gik derfor i EU-udbud den 12. november 2013 om at købe to brugte motorer med option på at købe donorflyet.

De indkomne tilbud viste, at vi kunne få et komplet brugt fly af samme type som Flyvevåbnets eksisterende fly for samme pris som to brugte motorer. FMT slog til, og kontrakten blev skrevet under mellem jul og nytår. Som resultat af FMTs hurtige arbejde kunne C-080 prøveflyves med ny motor søndag den 19. januar og flyve miljøovervågning dagen efter.
 

Reservemotoren er ved at blive monteret på Challenger nr. C-080, som har stået ledig uden motor i to måneder.


Og hvad så?
Tilbage i hangaren på Flyvestation Ålborg står en Challenger med foreløbigt kun en enkelt motor. Den beskadigede motor, der startede hele historien, kommer efter planen retur efter reparation i midten af februar. Så kan C-168 og C-080 få deres egne motorer igen, og reservemotoren komme tilbage på ”lager” på den hvide Challenger i hangaren. Der er ikke truffet beslutning om, hvordan man skal anvende den fremover, men foreløbige undersøgelser peger på, at det kunne give god mening både driftsøkonomisk og operativt at tage det fjerde fly i brug. Det ville reducere belastningen på det enkelte fly og den samlede struktur ville blive mere robust.


Teknikerne dækker motorfundamentet på Challenger byggenummer 5515 til, efter at motoren er blevet plukket som reserve til C-080.