[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Generalmajor Henrik Røboe Dam tiltræder stillingen som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Washington fra 1. september 2014.

Generalmajor Max A. L. T. Nielsens tiltrædelse markeres med en parade, hvor Forsvarschef general Peter Bartam vil overdrage stillingen som ny chef for Flyvertaktisk Kommando. Generalmajor Max A. L. T. Nielsen afløser generalmajor Henrik Røboe Dam, der har været chef for Flyvertaktisk Kommando siden 2009. Henrik Røboe Dam skal i stedet arbejde i USA, hvor han overtager stillingen som forsvarsattaché i Washington.



Generalmajor Max A. L. T. Nielsen er 50 år gammel og har siden 2012 fungeret som kabinetschef og senior militærrådgiver for den danske formand for NATOs Militærkomité, general Knud Bartels. Igennem sin karriere har Max A. L. T. Nielsen virket på alle operative niveauer i det danske luftforsvar fra eskadrilletjeneste til operationscenter og senest i perioden 2008 - 2011 som stabschef ved Flyvertaktisk Kommando i Karup. Forud herfor ligger tjeneste ved blandt andet Flyvevåbnets Officersskole, operative og koordinerende funktioner i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet, udsendelse til Irak samt en periode som chef for Forsvarschefens Ledelsessekretariat.

I spidsen for utallige missioner
Den aftrædende chef for Flyvertaktisk Kommando generalmajor Henrik Røboe Dam har i sin chefperiode fra 2009-2014 stået i spidsen for utallige internationale missioner, hvor alle Flyvevåbnets enheder har været udsendt. Missionerne omfatter udsendelser til:

Afghanistan med Hercules-transportfly, radarbidrag, personel, hunde og EH101-helikoptere.
Libanon, hvor personel har været udsendt med FN i UNIFIL missionen.
Afrikas Horn, her har både Lynx-helikopter og Challenger-fly været udsendt flere gange i kampen mod pirateri.
Libyen med udsendelsen af de danske F-16 kampfly. 
Syrien med deltagelse af både Lynx, Hercules, personel og hunde.
Mali med flere udsendelser af Hercules.

Hertil kommer talrige nationale opgaver i Grønland, Færøerne, Island og Danmark, som strækker sig over luftrumsovervågning, havmiljø, fiskeriinspektioner, redningsmissioner og Fennec-helikopteropgaver for politiet. Dertil kommer støtte med danske F-16 til NATOs operation i Baltikum. Tiden har ligeledes budt på forandringer som følge af forsvarsforliget, hvilket bliver en af de store opgaver, der overdrages til generalmajor Max A. L. T. Nielsen. 



Til pressen
Pressen inviteres til chefskifteparade på Flyvestation Karup mandag 25. august. Pressen bliver modtaget ved hovedvagten klokken 0930.

Tilmelding sker ved at kontakte presseofficer Britta Schade enten via telefon 4121 7450 eller på mail schade@mil.dk.