[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



DANCON MARCH er en dansk tradition, som stammer tilbage fra 1972. Ideen er, at danske militærenheder arrangerer disse marcher, når de er udsendt i internationale operationer. Alle nationer kan deltage, og der er ikke tale om en konkurrence men derimod en mulighed for, at man kommer til at kende hinanden bedre på tværs af nationaliteter og værn. Gennemførelse af marchen honoreres med en medalje og et certifikat.

Der blev faktisk planlagt to marcher – en den 9. oktober og en den 11. oktober. Datoerne blev valgt for ikke at glemme, hvorfor vi er til stede i Afghanistan (9/11-2001).

Kaptajn Tommy Nielsen, som er airfield planner i hovedkvarteret på Kandahar basen, fik ideen, planlagde marchen og afviklede den. Marchen foregik i fuld udrustning, altså hjelm, beskyttelsesbriller, fragmentationsvest og våben. Marchen startede begge dage klokken halv syv og var på Kandahar Airfield og næsten 22 kilometer lang. Hver nation på Kandahar basen kunne deltage med henholdsvis 9 personer den 9. oktober og 11 personer den 11. Oktober.

- De to marcher var en stor success, som Danmark har fået meget ros for at arrangere. 225 personer fra 12 nationer gennemførte marchen over de to dage, siger oberst Uffe ”GUS” Holstener, der er den nationale chef for det danske flyvevåbenbidrag på basen.

Følgende nationer deltog i marchen: Australien, Belgien, Bulgarien, Danmark, Georgien, Litauen, Luxembourg, Polen, Rumænien, Storbritanien, Tyskland, og USA.

Grundet den store tilslutning til marchen vil der blive afholdt endnu en march i november måned.