[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Den 23. september 2014 var det slut med at have Dannebrog til at vaje over ”Camp Little Denmark” på Kandahar Airfield. Flaget blev taget ned og lejren blev nedbrudt. Dette skyldes afslutningen af ISAF-missionen ved udgangen af 2014. I den nye resolute support-mission, som starter 01. januar 2015, vil der ikke længere være et strategisk hovedkvarter, og det danske flyvevåben vil derfor heller ikke være tilstede på Kandahar lufthavn.


Dannebrog tages ned i Camp Little Denmark.

Resolute support-missionen vil personelmæssigt være betydelig mindre end ISAF-missionen. Som en del af klargøringen til denne, er det et naturligt krav, at enheder, som tager hjem, rydder op efter sig og afleverer eventuelle nationale områder i samme stand, som de i sin tid blev modtaget. Inden udgangen af september vil der derfor blot være et bart sandet område tilbage, der hvor den danske lejr i lejren lå.

Flyvevåbnet har støttet siden 2002

Flyvevåbnet har støttet den danske indsats i Afghanistan siden begyndelsen af 2002 med C-130 Hercules og senere i 2002-’03 med F-16 kampfly, men ingen af disse bidrag opererede dog fra Kandahar Lufthavn.
I 2009 blev ”Camp Little Denmark” oprettet, og Dannebrog har vejret i den lille lejr lige siden. Campen har gennem årene været anvendt af flere bidrag. Udsendte C-130 bidrag og bidrag til driften af lufthavnen har blandt andre anvendt den lille lejr, hvor det danske personnel har kunnet slappe af og holde sociale arrangementer.


Uffe "GUS" Holstener (t.v.) med det danske flag, som netop er blevet strøget.

I den seneste tid har lejren været anvendt af Flyvevåbnets bidrag til den strategiske drift af lufthavnen. Det har været et lille bidrag på ca. 20 mand, som de senste otte måneder har haft oberst Uffe ”GUS” Holstener som national chef. Holdet har støttet med personnel til såvel opretholdelse af flyvefeltets sikkerhed som pakning af transportfly, og personel har ligeledes indgået i hovedkvarterets stab; oberst Uffe ”GUS” Holstener har der fungeret som næstkommanderende for hele Kandahar Lufthavn.

Der vil i løbet af sidste halvår af 2014 ske en gradvis reduktion i antallet af soldater og civile på basen samt en lukning af hovedkvarteret. Det forventes, at det sidste danske flyvevåbenpersonel vil forlade Kandahar lufthavn senest den 30. november 2014.