[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]




Det store hangarkompleks på Flyvestation Aalborg var fredag formiddag scenen for en lille historisk begivenhed. Flyvevåbnet modtog officielt det fjerde Challenger-transportfly fra Forsvarets Materieltjeneste.

- Man kan sige, at det var held i uheld, sagde chefen for Forsvarets Materieltjeneste, generalløjtnant Per Pugholm Olsen til de fremmødte.

Uheldet bestod i, at det Challenger-fly som Flyvevåbnet havde af sted på Operation Ocean Shield ud for Afrikas østlige kyster, led et motornedbrud. Det betød, at de ikke kunne løse deres opgaver, og det var stort set umuligt at finde de nødvendige reservedele med kort varsel.

- Der var ingen nye motorer til salg og heller ingen brugte, forklarede Per Pugholm Olsen.

Men på brugtmarkedet fandt de tilfældigvis to motorer der var til salg til en god pris. Grunden til, at det ikke var oplagt at købe dem, var, at de to motorer sad på et fly. Det endte med, at både motorer og fly kunne købes uden yderligere omkostninger end der ville have været ved at købe de to motorer hver for sig.

- Det lykkedes os at købe et fly på kun to måneder, og det er vi meget stolte af, sluttede Per Pugholm Olsen.



 

Ikke færre opgaver
Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, var ligeledes godt tilfreds med udfaldet af indkøbsarbejdet og takkede både sine egne medarbejdere ved Flyvertaktisk Kommando, medarbejderne ved Air Transport Wing og ikke mindst kollegerne ved Forsvarets Materieltjeneste for det han kaldte fantastisk godt købmandsskab.

- Vi får ikke færre opgaver i fremtiden. Det står fast. Men nu får vi forhåbentlig lidt mere luft i opgaveløsningen, sagde Henrik Røboe Dam.

 

Håb blevet til virkelighed
- Vi havde slet ikke regnet med, at det her ville have kunnet lade sig gøre for et år siden, sagde chefen for  Air Transport Wing Aalborg, oberst Karsten Fledelius Jensen.

Han ser tilbage på et forløb, hvor de fra Aalborg havde forfattet et notat, der i hypotetiske vendinger beskrev, hvordan man ville kunne løse de samme opgaver med et fly mere uden at omkostningerne bliver væsentligt forøget. Dette notat havde ligget på tegnebrættet, og da man lige pludselig sidste efterår stod med et fly på Seychellerne, som ikke kunne flyve, blev ideen samlet op.

- I skal have tak for, at I ikke bare faldt om af grin, da vi sendte det notat ind, men tog det seriøst og også endte med at gå videre med det, da situationen opstod, sagde Karsten Fledelius Jensen.

 

Det fjerde fly er nu ved at blive gjort endelig klar til prøveflyvning. Det forventes at blive taget i brug i løbet af sommeren.