[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



I København bliver flagdagen fejret med både parade, mindegudstjeneste og koncert, men mindedagen bliver også højtideligholdt andre steder. På Flyvestation Karup samledes medarbejderne, militære og civile, til en parade foran Flyvertaktisk Kommando.

Det seneste år har Forsvaret haft ca. 2.000 medarbejdere udsendt. 358 af disse har været fra Flyvevåbnet.

- Flyvevåbnets indsats er højt værdsat. Det får vi at vide gentagne gange gennem de tilbagemeldinger, som kommer både af officielle og uofficielle kanaler, sagde brigadegeneral Steen Harboe Hartov, der er stabschef for Flyvertaktisk Kommando i en tale ved paraden.



Ikke kun for udsendte

Steen Harboe Hartov understregede ligeledes vigtigheden af dagen.

- Dagen markerer det officielle Danmarks anerkendelse af den indsats, som udsendte danskere gør i det fremmede. Hver gang vi sender en medarbejder ud, bliver der løst vigtige opgaver trods risiko og afsavn, sagde han.

I sin tale ved paraden i Karup takkede Steen Harboe Hartov også alle dele af Flyvevåbnet.

- Vi, der er samlet her i Karup har enten været udsendt tidligere eller ikke været udsendt. Selv om I ikke opfylder definitionen på en 5. september fejring, synes jeg, at der er al mulig grund til at takke jer for jeres indsats også, for der er ingenting, der virker ude i INTOPS, hvis ikke støtten hjemmefra fungerer, sagde han.