[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Ib Venzel Nielsen har gennem mere end 30 år været en særdeles markant personlighed inden for den militære idræt, især på Flyvestation Skrydstrup.

Særlig fægtesporten har stået hans hjerte nært, og han har vundet adskillige danske og nordiske mesterskaber inden for sporten. Senest blev han mester i Dansk Militær Idræts regi, både individuelt og for hold.

IV, som han kaldes, er kendt af stort set alle på Flyvestation Skrydstrup. Mange er blevet godt motiveret af hans generelle indstilling til fysisk træning, eller har mødt ham til et af de utallige stævner, som lige netop IV har stået for enten som arrangør, instruktør eller deltager. Han går aldrig af vejen for at lede og gå forrest ved forskellige idrætsarrangementer. Altid med en positiv og motiverende tilgang, som får udøverne til lige at give den en tand ekstra.


Seniorsergent Ib Venzel Nielsen får overrakt gaver, der følger med idrætsprisen, af forsvarschef Peter Bartram.

IV var i 2013 primus motor ved planlægning og gennemførelsen af et ganske nyt tiltag – ”Drengerøvsløbet” – som blev afviklet på Flyvestationen i nært samarbejde med Haderslev Kommune. I relation til den frivillige idræt blev IV formand for Flyvestation Skrydstrup Idrætsforening, en forening med stolte traditioner, mange medlemmer og med et 60 års jubilæumsarrangement lige rundt om hjørnet her i 2014.

IV blev indstillet til prisen af Fighter Wing Skrydstrup, som gerne vil understrege, at vi her har med en ganske særlig medarbejder at gøre. Ikke kun som en særdeles dygtig sportsmand – som i en alder af 59 år blev mester i kårdefægtning – men også som organisator, motivator og leder. IV falder for forsvarets aldersgrænse i løbet af 2014, og han fortjener om nogen at blive hædret med denne fornemme pris.