[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Når Flyvevåbnets Challenger-overvågningsfly i de næste måneder flyver havmiljøovervågning, så bliver turene en del længere end de plejer at være. Når flyene flyver øst for Bornholm, plejer de at vende om og fortsætte arbejdet resten af vejen tilbage til Aalborg, hvor flyene hører hjemme. Nu kommer de til at flyve to til tre timer længere ind i Østersøen over internationalt luftrum.  

- Det bliver nogle længere dage for vores dygtige besætninger, men det her er en god måde at løse flere opgaver på, siger forsvarsminister Nicolai Wammen og understreger, at det er vigtigt, at Danmark støtter op om NATO-samarbejdet og ønsket om større tilstedeværelse fra NATO-landene.

Nato-samarbejde

Arbejdet er en del af det der hedder ’Immediate Assurance Measures’, som Nato har sat i gang for synligt bl.a. at øge tilstedeværelsen i Østersøen. Det er på samme baggrund, at danske F-16 er blevet udstationeret til Estland for at være en del af NATO’s afvisningsberedskab i Baltikum. Opgaven for besætningerne er næsten identisk med den Air Transport Wing Aalborg af flere omgange har løst over det Indiske Ocean ud for Afrikas østkyst. Det er dog ikke pirater, der skal holdes øje med i Østersøen, men almindelig og militær trafik. Opgaven er at erkende og identificere overfladefartøjer til støtte for dannelse af et maritimt overbliksbillede  

– Det, de skal, er at overflyve trafikken, tage billeder, analysere dem og så rapportere, hvad de finder til Natos Maritime Command i Northwood i England, forklarer oberst Søren W. Andersen, der er operationschef i Flyvertaktisk Kommando.

Missionen er planlagt til at fortsætte året ud.