[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Specialstyrkerne har en kommende mission, hvor de har behov for transport af 30 mand, der skal indsættes på en vej. Dette behov sender SOCC (Special Operation Command Component, ledelsesgruppen for specialstyrkerne) til Special Operation Air Task Group (SOATG), som så har opgaven med at beslutte, hvilken luftkapacitet, der bedst kan løse opgaven.

Det er hverdagen og hovedopgaven for SOATG, at tildele, planlægge og prioritere fly og helikoptere til at støtte de forskellige specialoperationer. Den råder over et antal SOATU, Special Operation Air Task Unit, som kan være en blanding af fly og helikoptere. Under øvelse Night Hawk er det blandt andet de danske Fennec og EH101 helikoptere samt C130 transport fly, der sammen med en række udenlandske helikoptere og fly indgår i SOATU’erne.


SOATG kan koordinere indsættelse af flere forskellige fly på samme tid. Her ses på jorden en dansk EH-101 Merlin og i luften en tyske Sikorsky CH-53 Sea Stallion.

I krig, konflikt og katastrofer

Når Flyvevåbnet opstiller og udsender denne enhed, er SOATG en gruppe af udvalgte folk, der kan planlægge og styre samarbejdet mellem specialstyrker fra land- og luftenheder. Hvilke fly og helikoptere, der indgår i SOATU, og fra hvilke lande de kommer fra, er ikke afgørende. Og det er også sådan, at SOATG’en kan blive udsendt til missioner i fremtiden, og øvelsen Night Hawk er en vigtig brik i at øve SOATG i denne rolle.

- Ambitionen for SOATG er, at vi skal kunne styre integrationen mellem specialstyrker fra land- og luftenheder i alt fra krig og konflikt til naturkatastrofer, fortæller chef for SOATG, major Thomas Christensen. Han er sammen med de andre 45 mand udpeget til udover sin normal stilling i Air Control Wing til også at have en plads i SOATG.

Fra nytår 2015 er planen at SOATG skal være klar til at blive tilmeldt NATO-beredskab, så hvis der opstår et behov for at kunne rykke ud hurtigt og etablerer en koordination mellem specialiserede grupper og fly og helikoptere, så er SOATG’en klar.   

-  Vi har ikke brug for ret meget for at kunne etablere SOATG; de rigtige folk samt lidt plads, hvor vi kan planlægge og så de rette kommunikations kanaler til, at vi kan kommunikere og monitere fly og helikoptere. Så er vi klar til at operere, forklarer Thomas Christensen.

Opererer fra containere

Mellem hangarer med helikoptere og inden for en ring af pigtråd står en række anonyme kontor-containere. Det er her at SOATG operer fra under øvelse Night Hawk. På dørene står der A1, A2, A3, A4 og A5, og i hver container arbejder de forskellige dele af SOATG mellem computere, telefoner og kort over luftrummet.


Under øvelse Night Hawk opererer SOATG fra container kontorer opstillet på Flyvestation Aalborg.

Bag døren med A3.3 skiltet arbejder Kaptajn Kim Vinther-Jensen og hans fem-mands team. Han er netop færdig med at svare på spørgsmål og forklare arbejdsprocedure til det hold der evaluerer SOATG’en, mens resten af teamet arbejder med at forberede til aftenens mission. A3.3 er en NATO betegnelse der anvendes for Air Current Operations, på dansk de ”igangværende luft operationer”. Det er situationsrummet for alle aktiviteterne, hvor der indgår fly og helikoptere, og herfra man har kommunikationen til både fly og jord.

- I A3.3 holder vi øje med alle de fly og helikoptere, der er i luften. Fra A5 (Air Operational Planning) har vi fået planen, og mens missionen er i gang, følger vi med og er klar til at støtte, hvis der sker noget uforudset. Det kunne være ekstra behov for brændstof, som så koordineres herfra, fortæller Kim Vinther-Jensen.


Major Kim Vinther-Jensen og hans hold skal holde overblikket over de fly og helikoptere der er i luften på mission med specialstyrkerne.