[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Lyden af biler, der gasser op, børnelatter og lugten af brænd gummi svirrede i luften til Karup oplevelsesdag i søndags.  Dagen var et samarbejde mellem Foreningen Cancerramte Børn, Helicopter Wing Karup og Race For Heroes.

- Det er andet år, det bliver afholdt herude, siger Frank Larsen, der er ansvarlig for oplevelsesdagen og til daglig er seniorsergent i Helicopter Wing Karup.

- Her genererer larmen ikke nogen, og der flyver ikke ret mange fly om søndagen, så vi har god plads til, at bilerne kan køre, forklarer Frank Larsen.


En tur i helikopter af typen EH101. (Foto: Nanna H. Pedersen)

Til lands og i luften

De tilstedeværende børn kunne både få en tur i en Ferrari, Lamborghini eller en anden racerbil, men de kunne også prøve at køre en tur i en limousine, hvor de naturligvis fik serveret drinks undervejs. Også politiet var tilstede og kørte ture med børnene, naturligvis med udrykning.

Var humøret til det, kunne børnene også få en tur i en af Flyvevåbnets EH101 helikoptere, og lagde man nakken tilbage, var der også to F-16 jagerfly, der lavede en lille opvisning.

Håber at gentage successen

Om det var aktiviteterne på landjorden eller i luften, der var sjovest, var dog helt umuligt at sætte ord på, men børnenes store smil var ikke til at tage fejl af.

- Jeg har prøvet det før, men det er sjovt alligevel, forklarede en pige i helikopteren, mens hun med kender-mine spændte selen og stolt viste sin hånd med 5 streger, der indikerede, at hun havde været ude at køre i fem racerbiler.

Frank Larsen går på pension i år, men har allerede sat en kollega på opgaven til næste år.

- Børnene synes jo, det er sjovt, så jeg håber, at vi kan gentage successen næste år, siger han.


- Jeg vil prøve den bil til næste år, erklærede en lille dreng og pegede på en gul bil. (Foto: Nanna H. Pedersen)