[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

En af Flyvevåbnets redningshelikoptere af typen EH101 Merlin har siden onsdag stået på taget af Rigshospitalet i København på grund af tekniske problemer. Disse problemer er nu løst, og helikopteren returnerer til Flyvestation Karup. Her vil den blive gennemgået yderligere af flymekanikere og andre teknikere.

Mens helikopteren stod på Rigshospitalets helikopter-landingsplads har flere hold teknikere arbejdet hårdt og koncentreret for at finde frem til fejlen, så den igen kunne komme i luften. Det kom den omkring frokosttid fredag den 7. marts 2014.


Hvis landingspladsen på Riget er ude af drift, som det var tilfældet i de seneste par dage, kan redningshelikoptere i stedet lande i Fælledparken tæt derved. Dette var også proceduren, inden landingspladsen på taget blev indviet. Det kræver dog, at en enhed fra Danmarks beredskab - eksempelvis Politi, Københavns Brandvæsen eller Hjemmeværnet - er i stand til at spærre et område i en radius på 100 meter af. Det sker af hensyn til sikkerheden for de, der måtte befinde sig i området. En EH101-helikoptere danner nemlig et stort lufttryk (i fagsproget kaldet "down force"), og under landing er der risiko for at blive ramt af flyvende genstande, der kan blive hvirvlet op, hvis man står for tæt på. For at undgå at dette sker, foreskriver reglerne, at man spærrer man af. (Arkivfoto)