[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets EH101 Merlin helikoptere får udvidet job-porteføljen, når man inden længe overtager opgaver omkring visse sær-transporter af materiel. I første omgang bliver der tale om de mange meter lange vinger til vindmøller, som man med fordel kan transportere gennem luften.

- Vi har jo den her kapacitet, som kan løfte en masse kilo. Efter at Centerstyrelsen For Motorvejstrafik henvendte sig til os for et års tid siden med bekymringer over de mange trafikuheld, der sker på grund af store sær-transporter, har vi behandlet sagen. Vi har undersøgt, hvad det ville kræve at hjælpe, og vi har været ude at øve os, fortæller kaptajn Møller fra Flyvertaktisk Kommando. Han tilføjer:

- Efter en masse udregninger og timer i luften er vi nået frem til, at vores EH101 helikoptere sagtens kan løfte det tunge udstyr som for eksempel de lange vindmøllevinger. Der bliver dog brug for to helikoptere, så vi har måttet skære i samt tilpasse forskellige reglementer lidt, men vi er endt med en løsning, som er næsten forsvarlig for besætning og folk på jorden, forklarer han.

I alt er fire helikopterbesætninger blevet omskolet til vindmølleflyvning.


To af Flyvevåbnets EH101 Merlin-helikoptere under træning i vindmøllevingeflyvning. (Foto: Flyvevåbnet)

Samarbejdspartnerne er glade


- Vi har længe været i dialog med Flyvevåbnet omkring det her, og nu ser det ud til, at aftalen endeligt falder på plads, siger Dan Vind fra Dansk Vindmøllesamfund. Han har været med i den arbejdsgruppe, der har set på sagen.

- Med tiden håber vi også, at Flyvevåbnet kan hjælpe os med at montere vingerne – det kan man jo lige så godt, når man er i gang. Så behøver vi nemlig ikke at bruge store kraner, der slider på asfalten, når de skal transporteres frem. Det er igen en måde at øge trafiksikkerheden på, fastslår Dan Vind.

Det forventes, at denne nye opgave vil blive implementeret i løbet af få dage, i første omgang som et forsøg. Forsøgsordningen vil vare til 1. april 2015.