[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Mandag formiddag lander 4 F-16 kampfly på Flyvestation Skrydstrup. De har siden den første maj været med til at øge Natos tilstedeværelse i den østlige del af alliancens område.
- Vi har været meget glade for at være en del af Baltic Air Policing. Vi har haft glimrende støtte fra vores værtsnation og vores ophold i Estland har været en fornøjelse, siger oberstløjtnant Martin Lysemose, som har været chef for det sidste hold.

Kampflyene lander først på dagen, og mandag eftermiddag ankommer et Hercules transportfly med de cirka 50 mand, der har været med for at servicere flyene.
- Det er altid en god følelse at have vores folk tilbage på dansk grund igen. Og det er specielt rart, når man ved, at folkene har løst opgaven til stor tilfredshed for vores samarbejdspartnere, siger oberst Lars Smedegaard Kjøller, som er chef for Fighter Wing Skrydstrup.

Dermed slutter indsatsen fra dansk side i denne omgang, men den øgede tilstedeværelse ender ikke. Fredag den 29. august overdrog Martin Lysemose og hans folk opgaven til et tysk bidrag.


Foto: Baltic Air Policing 2014

Mange flyvetimer
Det danske kontingent har fløjet meget i perioden. De deltagende lande har skiftedes til at have opgaven med at afpatruljere luftrummet over de baltiske lande, og der har i perioder været en del trafik. Men i de perioder, hvor andre hold har haft opgaven, har flyene ikke stået stille. Tiden imellem vagterne blev brug på at træne med de internationale styrker, der er til stede i området.

Til pressen
Da ankomsten forgår på Flyvestation Skrydstrup, er det nødvendigt for interesserede medier at tilmelde sig på forhånd. Dette foregår ved at skrive en e-mail til skjoldan@mil.dk. Tilmeldte medier bedes møde ved hovedvagten på Flyvestation Skrydstrup klokken 09.45. Herfra er der fælles kørsel til området, hvor flyende lander.