[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]
Hvert andet år slår Flyvevåbnet portene op til én af de danske flyvestationer for at vise, hvad der foregår bag hegnet - og for at øge forståelsen for de til tider støjende aktiviteter. Normalt er der fokus på helikoptere, kampfly og store transportmaskiner, der viser, hvad de kan i luften, Men i år er konceptet udvidet dramatisk. Publikum får mulighed for at komme helt tæt på alle de danske enheder og mennesker, der deltager i kampen mod terror, gennemfører redningsmissioner og på anden vis gør en indsats for andre - enten herhjemme eller ude i verden. Det spænder lige fra Jægerkorpset, der kommer med deres avancerede udstyr og til kystredningstjenesten, der viser nye redningsfartøjer frem. Der vil dog stadig være masser af aktivitet i luftrummet over Flyvestation Karup - blandt andet det berømte britiske opvisningshold Red Arrows fra Royal Air Force og det polske Team Iskry. Der er garanti for luftakrobatik i verdensklasse.
Kampflykandidater kommer
I år er det også muligt at komme helt tæt på de kampfly, som i fremtiden kan give bulder og brag over Danmark. De fire kandidater, der konkurrerer om at afløse de aldrende danske F-16 kampfly kommer, og både F-18 Superhornet fra Boeing og Eurofighter fra Cassadian viser, hvad de kan i luften. Det er i øvrigt første gang nogensinde, at en F-18 Superhornet laver opvisning i Danmark. Svenske SAAB laver også opvisning med en JAS Gripen, der i en opdateret udgave, Gripen NG, også kan ende med dansk flag på halen. Lockheed Martin sender ikke sit fly i luften, men stiller med en naturtro model af deres F-35 Joint Strike Fighter. Alle fabrikker har ligeledes en stand på jorden, og er klar til at svare på spørgsmål om hver deres maskine.
Noget for alle aldre
Erfaringsmæssigt kommer der i omegnen af 100.000 gæster, når der hvert andet år holdes Danish Air Show. For det yngre publikum har vi inviteret NØRD fra DR til at give en lektion i naturvidenskab, og for de nysgerrige er der en meget omfattende historisk udstilling med bidrag for stort set alle forsvarsmuseer i Danmark. Her vil det fælles tema være Den Kolde Krig og blandt andet inkludere både NIKE-raketter, Leopard 1 kampvogne og et MIG-15 kampfly fra Polen. Hvis du ikke har et allerede, kan du også få taget et forbryderfoto og fingeraftryk ved Politimuseets afdeling.
Praktiske forhold
Der kan godt blive lidt trængsel på vejene omkring Flyvestation Karup, og derfor henleder vi opmærksomheden på, at portene åbnes allerede klokken 08:00, selvom den flyvende del af programmet først starter klokken 10:00. Se mere om Danish Air Show 2014 på www.danishairshow.dk.
Til Pressen
Hvis pressen ønsker adgang til VIP-parkering tæt på udstillingsområdet eller på forhånd har særlige ønsker, kan presseofficer Britta Schade kontaktes på telefon 41217450 eller mail schade@mil.dk. Det må i øvrigt påregnes, at mobilnettet er ustabilt, men der vil være kablet internet i et dertil indrettet presseområde.