[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Chefen for Forsvarsakademiet kontreadmiral Nils Wang fik i dag overdraget kommandoen for Hærens, Søværnets og Flyvevåbnets officersskoler af de tre værns operative kommandochefer.  Samlingen af Forsvarsakademiet og de tre officersskoler er en direkte konsekvens af det seneste forsvarsforlig og beskeden om, at den kunne finde sted allerede pr. 1. januar kom lige inden juleferien.

På Flyvevåbnets Officersskole stod de studerende parade under kommandooverdragelsen, hvor Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, gav FLOS over til Forsvarsakademiet.

- Jeg vil gerne sige tillykke til de studerende, der får en alsidig uddannelse, hvor både teori og praktik går hånd i hånd. I kan være stolte af det I har bedrevet indtil videre. Og så vil jeg sige tillykke til Forsvarsakademiet, der nu kommer til at stå for officersuddannelserne. I har fået det bedste fremtiden har at byde på, sagde H. R. Dam og gav ordet videre til kontraadmiral Niels Wang.

- Forsvaret har nu nået endnu en milepæl i forhold til forliget og til de planer, der er lagt for hele skole- og uddannelsesområdet. Med den organisatoriske sammenlægning er fundamentet på plads for en endnu bedre sammenhæng mellem håndværket og professionalismen i de tre værn på den ene side og den forskning og udvikling, som skal understøtte den, på den anden side, siger Nils Wang, der sammen med medarbejderne på Forsvarsakademiet og de tre officersskoler går en travl tid i møde.
 
Fokus på relationer

Gennem hele 2013 er der allerede blevet samarbejdet på tværs af Forsvarsakademiet, officersskoler og de respektive værn for at udvikle de nye grund- og videreuddannelser for officerer. Dette samarbejde skal Forsvarsakademiet med officersskolerne nu stå i spidsen for, og der skal etableres nye processer og strukturer for at skabe de bedste mulige relationer mellem de operative myndigheder og Forsvarsakademiet – alt sammen med henblik på at uddanne værnenes kommende chefer og ledere på alle niveauer.

- Etableringen af nye relationer både internt på det nye forsvarsakademi med officersskolerne og mellem det Forsvarsakademiet og værnene vil få stor fokus i den kommende tid, siger Nils Wang.

Fysisk sammenlægning uafklaret


Spørgsmålet om en evt. fysisk sammenlægning af skolerne er endnu uafklaret og vil først blive behandlet i løbet af 2014. Men uanset udfaldet vil de fire skoler nu arbejde endnu tættere sammen om færdigudviklingen af Forsvarets nye uddannelser for officerer og om implementeringen af Forsvarsakademiets nye samlede organisation.