[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det ældste nulevende medlem af Sikorsky-familien, Sergei Sikorsky, er i Danmark i anden anledning, men han ønskede også at besøge Helicopter Wing Karup på et såkaldt ”courtesy call”.
Her præsenterede han chefen for Operations Group, oberstløjtnant Henrik Kanstrup, for en model af Sikorsky Seahawk, den helikoptertype, som wingens eskadrille 723 modtager i alt ni styk af i løbet af 2016.

Sergei Sikorsky takkede piloter og teknikere for deres store indsats og dedikation og citerede sin far for at sige: ”Vi, producenterne, bygger store, værdiløse maskiner, hvis det ikke var for piloter og teknikere, som flyver og vedligeholder maskinerne. I skaber legenderne og det ry, som Sikorsky bygger på. Tak.”



Sidst Sergei Sikorsky besøgte det danske Flyvevåben var i 1966. Det var for at uddele et Sikorsky-hæderstegn, som firmaet uddeler til piloter og besætninger, som udmærker sig ved særlige redningsmissioner. De danske besætninger fik dengang hæderstegnet for at redde samtlige 144 passagerer og besætningsmedlemmer den synkende passagerfærge M/S Skagerak. Det var blot et år efter, at Flyvevåbnet havde indsat Sikorsky S-61 som Search & Rescue-helikopter.
 
Sergei Sikorsky, der bliver 90 år i februar, fortalte wingens medarbejdere om Sikorskys tidlige periode, hvor hans fader fløj i helikopter-prototyper, som kun kunne flyve 10-12 sekunder af gangen og hvor alt rystede, alt var ustabilt og ukontrollabelt.
En kommentator roste faderen for både at kunne flyve baglæns og sidelæns og spurgte, hvorfor han ikke fløj forlæns, hvortil Igor Sikorsky bemærkede, at det var en detalje, han endnu ikke havde løst.
Sikorskys ingeniør foreslog sågar at vende pilotsædet om.



Sidenhen producerede Sikorsky mere flyvedygtige helikoptere, hvor det danske Flyvevåben har anvendt både S-55c og S-61 Sea King, der var i operativ tjeneste i hele 45 år, i perioden 1965-2010 ved eskadrille 722.
Og fra 2016 vil Flyvevåbnet igen have Sikorsky i hangaren, denne gang en topmoderne Sikorsky Seahawk i eskadrille 723’s kyndige hænder.




Sergei Sikorsky tog sig god tid til at udveksle erfaringer med personellet og inviterede gæster, blandt andet med en af de gamle S-61-pilot-koryfæer, nu pensionerede kaptajn A. B. Thomsen (BOY), som har over 5.000 flyvetimer og 34 års erfaring på helikopteren.