[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Hele den solrige sommer er Flyvestation Karup blevet forsynet med gratis, klimavenlig strøm af det 7872 kvadratmeter store solcelleanlæg midt på flyvestationen.

Faktisk har det store anlæg i Karup klaret sig så godt, at der ifølge ingeniør i Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, Lars Truelsen, fremover bør tænkes i muligheden for at udvide det.

- Hvis vi vil have noget for pengene, så skal vi udvide anlægget her. Der er plads til det og basis for det, og det ville give rigtig god mening, fordi en flyvestation bruger meget strøm.

Anlægget er i forvejen det største af de i alt otte anlæg, der er placeret på Forsvarets arealer.

Solen ses på el-regningen
Placeringen af anlægget er ikke tilfældigt. Som en del af Forsvarsministeriets klima- og energistrategi 2012-2015 skal  det være med til at reducere forsvarets energiforbrug og klimapåvirkning. Og det gør det i høj grad på en flyvestation.

- En flyvestation kan til enhver tid bruge al den strøm, anlægget laver. Her er der radarer, skærme og meget andet, der altid skal køre hele døgnet, siger Lars Truelsen.

I skrivende stund har solcellerne i Karup sparet Forsvaret for 675.000 kWh, hvilket svarer til det årlige forbrug hos 127 familier. Hvis de fortsætter med at producere strøm med samme hastighed, vil solcellerne, der har kostet 12,4 millioner at sætte op, være tjent ind hurtigere end beregnet.

- Med så godt vejr, som vi har haft i år, kommer der til at gå mindre end otte år, før anlægget er tjent ind igen. Det har været den bedste sommer i 55 år, og hvis det fortsætter sådan, så tror jeg, det går hurtigere, siger Lars Truelsen.

Når det sidste solcelleanlæg inden årets udløb er sat op i Oksbøl, har Forsvaret opsat over 20.000 kvadratmeter solceller. Dermed er målet om at dække 20.000 kvadratmeter med solceller inden 2015 nået.

Du kan følge med i, hvor meget strøm solcellerne i Karup producerer, her