[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Øvelse Night Hawk vil foregå i hele landet frem til den 2. oktober i dels militære områder, dels i civile områder. Hver gang, der landes med fly eller helikopter uden for militært område, vil der være behørigt afspærret og vagter fra hjemmeværnet. Men de mange fly og helikoptere vil utvivlsomt generer midlertidig støj i området, når de lander eller flyver lavt. Hjemmesiden vil løbende blive opdateret med information om støjvarsler.

Formålet med Night Hawk 2014 er at øve stabene i fem Special Operations Task Groups samt Flyvevåbnets Special Operations Air Task Group i at analysere komplekse situationer, træffe beslutninger, planlægge, udgive ordrer og gennemføre operationer. Danmark deltager med enheder fra Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet og Hjemmeværnet, samt to af stabene og i alt mere end 200 soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset.


Som navnet antyder, foregår en væsentlig del af øvelsesaktiviteten om natten under Night Hawk. Dette billede er fra Night Hawk 2012. (Arkivfoto)

Danmark skal kunne lede specialindsats

Øvelsen omfatter også en certificeringsøvelse af Flyvevåbnets Special Operations Air Task Group. Målet er, at Flyvevåbnet efter øvelsen kan melde til NATO, at Danmark kan lede en specialindsats på dette felt, hvis behovet opstår. Herudover får Flyvevåbnet en travl øvelse, da de fleste af Flyvevåbnets fly og helikopter skal bruges til transport og støtte af specialstyrkerne, og på jorden deltager også flere af Flyvevåbnets enheder. Et af øvelsens særlige fokusområder er at øve enhederne i at samvirke med og udnytte de andre militære kapaciteter, der er i specialstyrkernes operationsområde. Dette fokus skal også ses i lyset af beslutningen om at styrke specialoperationskapaciteten i dansk forsvar ved etablering af en særlig specialoperationskommando.

Night Hawk er godt nok en øvelse, hvor Nordjylland og resten af Danmark på papiret er forvandlet til en fremmet land, hvor styrkerne bliver indsat i, men øvelsen er designet så tæt på en virkelig hændelse som muligt. Deltagerne og planlæggerne vil blive oversvømmet med information, som de skal sortere i, og måden de løser de enkelte opgaver har også indflydelse på resten af øvelsen. Øvelsen er med andre ord dynamisk og skrives undervejs som et rollespil.

Pressespørgsmål i forbindelse med Night Hawk rettes til:

Night Hawk Presse & Information
Tlf.: 407 407 36 eller 407 419 16
E-mail: medianh14@mil.dk