[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Til marts 2015 er der ansøgningsfrist til den nye officersuddannelse. En af de store ændringer er, at hvor man tidligere blot skulle have en gymnasial uddannelse i bagagen for at ansøge, skal man nu være i besiddelse af en bachelorgrad. For at nå den nye målgruppe er flere tiltag sat i værk, og et af dem er åbent hus-arrangementer rundt omkring i landet.

Således også hos Flyvevåbnets Air Control Wing, der fredag den 28. november åbnede sine døre for 16 interesserede gæster. Og gæsternes baggrunde var vidt forskellige: En er pædagog, et par stykker læser marketing, og atter andre er allerede i Forsvaret. Fælles for alle er dog, at de er i gang med eller allerede har en bachelorgrad. Dermed har de den del af kravene på plads inden en eventuel start på uddannelsen til kontrol- og varslingsofficer i Flyvevåbnet til næste sommer.

- Uddannelsen til lige netop kontrol- og varslingsofficer er interessant for mig, fordi jeg tror, man får et godt indblik i de lidt større perspektiver på en operation. En uddannelse til officer vil nok ikke være for hele livet, men den kan sagtens være et springbræt for mig - måske til et job som diplomat. Den vil nemlig give mig en større forståelse for samspillet mellem de sikkerhedspolitiske beslutninger og den måde, de bliver udlevet på i praksis, siger Jeppe Damgaard Rothuizen på 23. Han studerer lige nu statskundskab på Aarhus Universitet og får sin bachelorgrad til sommeren 2015.


Jeppe Damgaard Rothuizen får mere at vide om, hvordan man holder øje med det danske luftrum.

Dagens program indeholdt en række oplæg om uddannelsen og arbejdet som kontrol- og varslingsofficer. Der var også lejlighed til at få et blik ind i Air Control Wings operationsrum, hvorfra Danmarks luftrum overvåges. Spørgelysten var stor, og de soldater, der var til stede, kunne fortælle en masse om, hvad man gør, når et ukendt fly dukker op på radarerne.

”Væk med kæft, trit og retning”

Overskriften for dagen var et forsøg på at gøre op med tidligere tiders sloganer, der spillede meget på værdier som kammeratskab og eventyrdrømme. I stedet er der i hvervningen mere fokus på karrieremulighederne og den gavn, som uddannelsen kan give i det civile erhvervsliv. Det fortæller kaptajn Knud Lykou, som har arbejdet med rekruttering i Flyvevåbnet i mere end 10 år.

- Formålet med dagen er at gøre bachelorer og kandidater opmærksomme på deres muligheder med den nye uddannelse. Vi fortæller dem om Flyvevåbnets moderne lederuddannelser, hvor man får masser af ansvar fra dag ét efter udnævnelse, og hvor ikke to dage er ens, fortæller Knud Lykou. Han uddyber:

- Forsvaret er en arbejdsplads med super gode kolleger og en masse frihed under ansvar. Vi er gode til at passe på hinanden og vise hensyn, og så er der for de fleste mulighed for en god balance mellem arbejde og privatliv, fordi der langt hen ad vejen er en høj grad af fleksibilitet i arbejdet.


Unge Air Control Wing-officerer fortalte entusiastisk de besøgende om arbejdet som kontrol- og varslingsofficer.

Sidst på dagen takkede Knud Lykou gæsterne for den store interesse, de var mødt frem med, men selvom det var en god dag, er det for den statskundskabs-studerende Jeppe Damgaard Rothuizens vedkommende ikke sikkert, at han søger ind lige med det samme.

- Jeg hælder nok mest til ikke at søge ind endnu. Jeg bliver bachelor til sommer, og kandidatuddannelsen på studiet virker meget spændende for mig, for man kan for eksempel komme ud på ambassader eller lignende rundt omkring i verden. Jeg føler mig heller ikke mættet på det akademiske område endnu, men måske søger jeg ind senere, siger han.

Fakta:
•    Flyvevåbnet har i øjeblikket kun åbent på den linje af officersuddannelsen, hvor man uddanner kontrol- og varslingsofficerer.
•    Ansøgningsfristen er den 1. marts 2015.
•    Man optager i alt otte studerende med mindst en bachelorgrad, som skal begynde på officersuddannelsen til sommeren 2015.
•    Det forventes, at der åbnes for optag og oprettelse af hold til uddannelsen som operationsstøtte-officer og teknik-officer i 2016.
•    Læs mere på www.forsvaretsuddannelser.dk