[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Ambassadøren var med på en træningsmission med Challenger, hvor flyveturen bl.a. indeholdt ISR-træning (Intelligence, Surveillance, and Reconnaissance) ved vestkysten nær Svinkløv Klitplantage, hvor Jægerkorpset havde en øvelse i gang.

Challengerens kapacitet som ISR platform blev demonstreret både med brug af FLIR (Forward Looking Infrared Radar) og radiokommunikation.
Da flyet landede fik ambassadøren hurtigt en overtræksdragt på og steg ombord på et af Jægerkorpsets ”Intruder” patruljekøretøjer for at blive kørt ud til en træningshangar. Her deltog Rufus Gifford i en fingeret gidselbefrielsesaktion med Night Vision Goggles m.m. og fik efterfølgende lov til at skyde med træningsammunition.



fra venstre; KAJ, Rufus Gifford, Claus Wammen og Mike Rise ankommet til Flyvestation Aalborg.


En tilrettelagt eksplosion og en såret figurant var næste indslag. En ambulance fra Eskadrille 690 blev tilkaldt og ambassadøren blev, sammen med den sårede, evakueret til et C-130 Hercules fly.

I Hangaren blev der fremvist og briefet om Air Transport Wing’s aktuelle missioner, samt kapaciteter indenfor MEDEVAC, Temporary Landing Zones, nødudstyr og Air-drop. Hercules flyet blev ligeledes præsenteret både med dets formåen, men også den tekniske side af flyet blev gennemgået.

Slutteligt fik Rufus Gifford overrakt to billeder til minde om besøget. Billederne var taget under besøget af fototjenesten fra Combat Support Wing og lynhurtig færdiggjort til præsentable minder. Ambassadøren og hans følge udtrykte stor anerkendelse over det aktionfyldte program og for enhedernes bedrifter set i forhold til deres størrelse og materiel til rådighed.