[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



Alt er gået op i en højere enhed for hele holdet, der i de seneste ni uger har været udsendt med Challenger under Operation Ocean Shield. Her ses systemoperatører under en tidligere udsendelse. (Foto: Flyvevåbnet)


Sidste mission er fløjet, flyet er pakket, kommandoen er overgivet, og raten af gennemførte missioner siger kort og godt: 100 procent.

Det lyder som ønsketænkning for enhver udsendelse, men for Flyvevåbnets antipirati-bidrag til den NATO-ledede Operation Ocean Shield - med den mundrette betegnelse MPA OOS 2015 - er det en realitet.

- Alt er gået op i en højere enhed, detachementet har fra dag ét fungeret som et sammentømret team, materiellet har virket perfekt, og vejrforholdende har også været perfekte for gennemførelsen af flyvningerne, forklarer Morten Valentin, supportofficer på holdet.

Fire gange jorden rundt
Bidraget har i de seneste ni uger været en del af Operation Ocean Shield, som har til formål at bekæmpe pirateriet ved Afrikas Horn. Undervejs er der gennemført 33 missioner, udformet 235 rapporter, fløjet 193 timer og tilbagelagt en distance, der svarer til omkring fire gange jorden rundt.

Fly og besætning er afgået mod hjemlige himmelstrøg og nye opgaver. Tilbage udestår nedpakningen af det resterende materiel og forsegling af lejren, så den er klar til aktivering af eventuelt kommende bidrag.