[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


To af de fire Fennec's i luften.

I slutningen af februar og starten af marts 2015 var fire Fennec-helikoptere i Portugal på øvelsen Real Thaw.

- Real Thaw er en portugisisk certificeringsøvelse, hvor de vurderer deres operative kapaciteters indsættelsesevne, særligt i forhold til deres kampfly, helikoptere og støtte-fly, forklarer oberstløjtnant H.R. Kanstrup, der var chef for det danske hold på øvelsen.

De danske F-16 Fighting Falcon har gennem flere år brugt Portugal til at træne, og har skabt nogle relationer. Derfor giver det mening at udvide samarbejdet til andre flytyper.

- Portugiserne flyver næsten de samme helikoptertyper som os. De har både EH101 Merlin, Lynx’en og så har de den lille Alouette, som ligner Fennec’en i størrelse, fortæller chefen for holdet, H.R. Kanstrup.

Portugal kan tilbyde nogle terræner, der er attraktive at træne i, fordi Danmark ikke har noget, der ligner.

- En af udfordringerne derhjemme især i vinterperioden er dårligt vejr og lav sigtbarhed især i vinterperioden. Når vi laver et trænings-setup et sted som Portugal, kan vi være mere sikre på, at det kan gennemføres. Samtidig er der også bjergene nordpå, som giver nogle rigtige gode træningsmuligheder, påpeger H.R. Kanstrup.

Det er syvende år øvelsen foregår, og ud over Danmark og Portugal deltager også Spanien.


Det tekniske personale klargør helikopteren til dagens flyvning.