[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Oversergent Paw og korporal Brian er udsendt for det danske flyvevåben. De befinder sig i lufthavnen i Kabul, hvor de rådgiver de afghanske soldater, der står for håndtering af fly, blandt andet passagerer, der skal ind og ud af lufthavnen, last, der skal kontrolleres og pakkes korrekt, og planlægning af ind- og udgående fly.

Lufthavnen i Kabul er opdelt i flere områder. Der er den internationale del, som man kender det fra en civil lufthavn, og den militære del, som igen er opdelt i to områder: koalitionens område, hvor det danske element sidder, og det afghanske område, hvor det afghanske flyvevåben holder til. I den afghanske del af lufthavnens militære område er der en lille NATO-lejr, og det er her, Paw og Brian arbejder og underviser deres afghanske kolleger.


Dagens undervisning gennemgås.

Projekt ”Trainers trainer”
Paw og Brians forgængere gennemførte et kursus for soldaterne fra det afghanske flyvevåben, Kurset blev kaldt ”Trainers trainer”, og hensigten var, at de afghanske soldater skulle klædes på til at undervise deres kolleger i håndtering af fly.

Projektet var en stor succes. Det var de helt rigtige soldater, der var blevet valgt til at gennemgå uddannelsen, og de gjorde det så godt, og, at de nu er i stand til at gennemføre undervisning og evaluering i alt, hvad der omhandler håndtering af fly.

Den store succes betyder, at Paw og Brian nu kan nøjes med at rådgive føreren af gruppen om, hvordan han og hans soldaters undervisning fungerer, og hvad der er vigtigt at være opmærksom på i forskellige situationer.


Paw og Brian observerer, at afghanernes undervisning foregår som planlagt.

Projektet med ”Trainers trainer” er et godt eksempel på, at det bliver nemmere og nemmere for NATO at overdrage opgaverne til afghanerne selv. Stadig flere opgaver overtages af de afghanske soldater, og det er projekter som dette, der gør, at at koalitionsstyrkernes bidrag kan mindskes.