[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I weekenden den 27.-28. juni havde Flådestation. Det var en del af arrangementet Tordenskiolds Dage, som hvert år bliver afholdt i Frederikshavn og har fokus på den dansk-norske søhelt Peter Wessel Tordenskiold, ham, der stadig præger tændstikæskerne.


De mange besøgende kunne blandt andet besøge Absalon.

Flådestationen havde stablet et imponerende arrangement på benene, og de besøgende kunne besøge næsten alle hjørner og kanter i Søværnet, lige fra en piratudstilling på Absalon til minerydning hos Mine Counter Measures Danmark.
Blev man træt af at nøjes med bare at se på skibene, var der også mulighed for selv at komme ud at sejle i blandt andet gummibåd.

- Jeg prøver igen med det samme, erklærede en dreng på ni år, da han kom i land fra den første sejltur. Derefter havde han ikke tid til at snakke mere, for han skulle straks om i køen igen.

Deltagelse fra Flyvevåbnet
Som en del af  redningsberedskabet arbejder Søværnet meget sammen med Flyvevåbnet, der også var repræsenteret på dagen. Hele dagen kunne børn og barnlige sjæle få lov at komme op og sidde i en udstillingsmodel af en F-16 Fighting Falcon.

Også to flyvende F-16-fly lagde vejen forbi og lavede et hurtigt show over Flådestationen, hvorefter de fløj væk igen. Det trak dog ikke al opmærksomheden fra den opstillede maritime Lynx-helikopter, hvor piloterne både stillede op til billeder og fortalte gode historier.

Også Hærhjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen stillede op i weekenden.


Den maritime helikopter, Lynx'en, var et hit særligt hos de mindste.

Populært arrangement
Flådestationens arrangement var rigtig godt besøgt, især fordi Flådestationen normalt er lukket for de fleste. Mange af de søfolk, der fremviste deres skibe og arbejdsplads, havde derfor også taget  hele familien med.

- Vi har erfaret, at mange ikke ved, hvad vi laver på flådestationen og generelt i Søværnet. Men vi fortæller meget gerne vores historie, så befolkningen – og i sidste ende skatteyderne – kan forstå nødvendigheden af at have en aktiv og moderne flåde, fortalte kommandør og garnisonskommandant Per Hesselberg til Oceanos-magasinet, der udkommer i forbindelse med Tordenskiolds Dage.

Udover den åbne flådestation var der historisk marked i Frederikshavn med fokus på år 1717 og senere på aftenen koncert på den civile del af Frederikshavn havn.