[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



Den 17. og 18. april var generalmajor MALT Nielsen, der er chef for Flyverstaben, på et kort besøg ved helikopterbidraget i Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan.

Han blev orienteret om den efterretningsmæssige situation og blev derefter vist rundt i operationsområdet. Her fik han også mulighed for at tale med medarbejderne for at få et indblik i de faciliteter, procedurer og materiel, der danner baggrund for hverdagen på Camp Marmal.

På turen blev det bekræftet, at det danske bidrag er en efterspurgt kapacitet, og at EH101-helikopteren kan operere tilfredsstillende i det barske klima med støv, sand og temperatursvingninger.

Ved samme lejlighed besøgte generalmajoren den militære chef for koalitionen i  det nordlige Afghanistan, brigadegeneral Andreas Hannemann. Der blev også tid til at besøge det tyske CH-53 helikopterbidrag, som Danmark deler beredskabet med og Task Force 47, der er en tysk specialenhed.

Den danske flyverpræst afholdt en mindehøjtidelighed, hvor generalmajoren lagde en krans ved Camp Marmals mindemærke Ehrenshain for de 100 koalitionssoldater, der er faldet i det nordlige Afghanistan.

MALT Nielsen fik også tid til at aflægge et mere uformelt besøg i det skandinaviske fritidsområde VillaVillaKulla og være del af en fællesspisning med alle de danske medarbejdere i et af hangarteltene. Efter spisningen åbnede Chefen for Flyverstaben op for debat efter at have givet sit syn på nogle af de væsentlige fokusområder for Flyvevåbnet.


Fakta
Torsdag den 18. december 2014 vedtog Folketinget, at Danmark deltager i Nato-missionen Resolute Support.
Danmark bidrager til Resolute Support med op til 160 personer, herunder et støttebidrag i form af 2 operative EH-101 transporthelikoptere med op til 75 personer.
Resolute Support er efterfølger til missionen International Security Assistance Force (ISAF), der sluttede ved udgangen af 2014.
Læs mere om Resolute Support på www.rs.nato.int
Hvor længe det danske bidrag forbliver i Mazar-e Sharif er endnu ikke besluttet.