[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Kurset består af både teori og praksis. Alle de nordiske lande stiller med instruktører, og undervisningen foregår på engelsk.

Fra den 8.-19.juni gennemfører Nordic Defence Cooperation (NORDEFCO) et kursus for både patrulje og sprængstofhunde på Flyvestation Karup. 19 hunde og hundeførere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Belgien, Tyskland og USA deltager i kurset. De fire nordiske lande stiller med instruktører til kurset, der gennemføres på engelsk.

- Formålet er at fremme det nordiske samarbejde, så hundene er mere ensrettede. Derudover erfaringsudveksler vi også, og det er vigtigt at træne sammen, for på en skarp mission er det ikke altid en dansk gruppe, vi går sammen med, forklarer oversergent Flemming Kaack, der står for planlægningen af kurset.

På store dele af kurset træner patruljehundene og sprængstofhundene hver for sig, men på kursets sidste dage skal de træne samarbejde. Også kursets indledende dage har budt på fælles undervisning i blandt andet førstehjælp.


Ikke alle hundene var helt tilfredse med at skulle have forbundet deres raske poter - og det var svært at forklare dem formålet.

Her lærte kursisterne blandt andet at give hunde hjertemassage og ligge forbindinger på poterne. Til hjertemassagen blev der brugt en model i stedet for en rigtig hund, men hundene var med, da der skulle ligges forbindinger. Og det var de bestemt ikke alle sammen helt tilfredse med. Hundene gav højlydt deres mening til kende, mens de alligevel fandt sig i hundeførernes forbindinger – som trods alt også hurtigt blev taget af igen, da instruktøren havde kontrolleret, at de lå godt nok.


De deltagende hunde var godt tilfredse, da forbindingerne blev taget af igen.