Måldroner i ulige kamp mod F-16

[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På en skrænt lige omkring Bovbjerg fyr ligger i disse dage en lille lejr med høje antenner og en formidabel udsigt over Nordsøen. Herfra sender et lille hold specialister fra Værnsfælles Dronesektion den ene fjernstyrede måldrone efter den anden i kløerne på F-16 kampfly fra Skrydstrup, der i denne uge træner affyring af luft-til-luft missiler.
 
Fra en rampe drevet af trykluft bliver dronerne sendt af sted, og på en afstand af godt 70 kilometer fra kysten, ligger to kampfly klar til at tage kampen op. Det er dog en ulige kamp, da dronen naturligvis er ubevæbnet, og begge kampfly sender deres enten radarstyrede eller varmesøgende missiler af sted mod den på samme tid.

- Til denne aktivitet vælger vi altid vores ældste droner som er ved at være så nedslidte, at de alligevel snart ikke kan bruges længere. Inden de bliver sendt ud for at blive skudt ned, har de fløjet omkring 20 missioner primært som mål for våbensystemer på Søværnets skibe. Det fortæller chefsergent Helge, der er leder af Værnsfælles Dronesektion, som har hjemme på Søværnets Våbenkursus på Gniben. Fra producentens side er måldronerne egentlig kun lavet til at flyve mellem én og tre missioner, så de danske får presset al potentialet ud af sig.


Banshee 600 måldronerne kan udstyres med en såkaldt “hot-nose”, hvor et lille gasfyr varmer næsen op til 600 grader. På den måde kan dronen simulere udstødningen fra en jetmotor, som varmesøgende missiler kan låse fast på.

Når en måldrone faktisk kan overleve over 20 ture som bevægelig skydeskive, så skyldes det ikke, at våbensystemerne eller skytterne ikke er gode til at ramme, men simpelthen at dronen er så meget mindre end et mål vil være i virkeligheden. Til gengæld har den en række sensorer på sig, som kan registrere, når projektiler kommer tilpas tæt på, og på den måde kan den alligevel melde tilbage om den “ramt”. Når det kommer til missiler med aktive søgehoveder, er der dog ikke meget at stille op, og med mindre der er deciderede fejl på missilet, så ender dronen som pindebrænde i havet.

- Der er stort set ingen ting tilbage, når dronen er ramt. Af og til kan vi se nogle vragrester eller at faldskærmen er blevet udløst. Skulle det ske, at den ikke bliver ramt, så sender vi den retur og lander den med faldskærm, så den kan bruges igen, forklarer Helge.


Dronerne sendes afsted fra en slæde drevet af trykluft. Når den er i luften sørger en lille wankelmotor på knap 40 hestekræfter for fremdriften.

Set fra kontrolstationen ved Bovbjerg fyr er luftkampen mellem dronen og kampflyene relativt udramatisk. Dronen sender ikke live-video hjem, men derimod 51 datapunkter om kurs, fart, højde og meget andet hjem til en operatør, som følger den som en prik på et elektronisk kort. Så selvom dronen flyver op imod 350 km/t, så bliver der ikke rykket hårdt i et joystick eller lavet krappe undvigemanøvrer, for kontrollen foregår med mus og tastatur.

- Vi bliver dirigeret ind i en angrebsprofil mod kampflyene af en sikkerhedsofficer, som sidder i en F-16 ude i området. Han liner formationen op og sørger for, at der ikke er skibe og fly et område på i omegnen af 100 gange 100 kilometer omkring der, hvor missilaffyrringen skal foregå, forklarer Helge.  

Det plejer at være lidt af en udfordring at sørge for at især skibe overholder de lukkede skydeområder, så derfor er træningen i år flyttet længere nordpå, hvor trafikken og både skibe og fly generelt er mindre end i farvandet ud for Rømø, hvor det plejer at foregå.


En drone har mod alle odds overlevet det, der skulle være dens sidste tur, og bliver bjærget for at blive sendt afsted igen.