[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


I sin tale til de nyuddannede fremhævede oberst Palle Mikkelsen især vigtigheden af flysikkerheden i deres kommende virke:
 
- Alt, hvad I gør, i jeres omgang med fly og relaterede systemer skal bære præg af begrebet flysikkerhed. I skal altid tænke på, at det arbejde, I udfører, er det arbejde, som andres liv og førlighed afhænger af, sagde obersten.
 
I 2012 startede de 16 i klassen, som har fået navnet Nighthawk, og efter at have været i praktik i henholdsvis Skydstrup, Karup og Aalborg, er 13 nu færdiguddannede, mens en enkelt afslutter sin praktik i en anden klasse.

Oberst Palle Mikkelsen var ikke i tvivl om, at de er klar til udfordringerne, der venter dem i det virkelige liv:

- Nu skal I ud og vise, at den investering, Flyvevåbnet har foretaget i jer, har været det hele værd. Jeg ved, at det har været en god investering med de faglige resultater, I har opnået under opholdet. Jeg ved også, at Flyvevåbnet nu tilføres kompetente flymekanikere, som i høj grad kan bidrage til at opbygge og drive vores fremtidige Flyvevåben. Et Flyvevåben som altid er indsat, altid er klar.