[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Air Transport Wing, ATW, har modtaget den nye SABIR-arm til C-130J Hercules-fly. SABIR-armen er en platform, hvor man kan montere forskelligt udstyr. Indtil videre har man monteret et forward looking infrared-kamera, FLIR, som kan måle varmeforskelle og vise almindelig HD-video. Det betyder, at man i princippet kan bruge Hercules til redningsopgaver i fremtiden.


Den nye SABIR-arm. Foto: Flyvevåbnet/ATW

SABIR-armen kan monteres både i højre og venstre side af flyet, og med til systemet hører to ”bubble-doors”, som giver mulighed for et godt udsyn fra flyet, så det blandt andet kan benyttes i SAR-opgaver til observation. Med til systemet hører også et konsol-modul, hvorfra man kan styre armen og FLIR’en. I ATW’s opsætning kommer der også en skærm i cockpittet, så piloterne kan se billedet fra konsollen.
 
SABIR er en forkortelse for Special Airborne Mission Installation and Response. Indkøbet er en del af et forsøg, der skal afdække, om det i fremtiden vil være muligt at bruge Hercules i andre sammenhænge, blandt andet i Arktis.


Hercules-fly på vej ud på første testflyvning af SABIR. Foto: Flyvevåbnet/ATW