[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets mobile radarenhed fra Air Control Wing består af radarer, radiomaster og containere med blandt andet et luftrumskontrolcenter.

Luftkontrolcentrets primære opgave var at effektivisere anvendelsen af luftrummet over den nordlige del af Afghanistan, for at militære luftmissioner kunne gennemføres virkningsfuldt, så de rigtige fly var på rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Dagligdagen handlede primært om løbende koordinering og aftaler med piloter samt kontrol med det tildelte luftrum, så alle fly kunne indsættes sikkert og planmæssigt.


Flyvevåbnets mobile radarenhed fra Air Control Wing består af radarer, radiomaster og containere med blandt andet et luftrumskontrolcenter. Arkivbillede.

Når man skal overvåge luftrum, er de flyvende radarplatforme, AWACS, en hyppigt anvendt kapacitet. I alle militære sammenhænge er det imidlertid en begrænset ressource, og derfor er der ofte behov for alternativer. Det var netop som et sådant alternativ, at Flyvevåbnets mobile radarenhed i sin tid blev udsendt. Og under udsendelsen til Afghanistan i 2012-2013 beviste enheden sit værd i en sådan grad, at bidraget blev forlænget med tre måneder, ud over hvad der oprindeligt var planlagt.  

Radarenheden aflastede den hårdt belastede NATO AWACS enhed, som så kunne frigives til andre opgaver, og samtidig kunne den danske enhed levere opgaveløsning døgnet rundt, hvilket ikke var muligt med AWACS.

Radarenheden leverede i løbet af udsendelsens 15 måneder tusindvis af timers luftrumskontrol til både droner og fly med en ”oppe-tid” på 99,5 procent i enhedens ansvarsområde, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt. Ligeledes bidrog enheden til en markant forøgelse af lufttrafiksikkerheden i det nordlige Afghanistan.