[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Morten Just Brandstrup, Værnsfælles Forsvarskommando



Radarens placering er valgt, og folkene, der skal af sted fra Air Control Wing, har færdiggjort deres uddannelse inden udsendelse. I går fik bidraget så overdraget kommandofanen, som skal følge dem i Operation Inherent Resolve.

I sin tale ved faneoverdragelsen fremhævede M.A.L.T. Nielsen Air Control Wings tidligere bidrag i Afghanistan som en fordel i den kommende mission:

- Jeg er glad for, at Flyvevåbnet atter kan bidrage med en efterspurgt kapacitet. Denne gang fra Air Control Wing, som, da de var udsendt til Afghanistan i 2012, i den grad stod distancen og fuldt fortjent blev anerkendt som en kapacitet blandt vores alliancepartnere. Jeg er ikke i tvivl om, at de indhentede erfaringer fra den mission har været til gavn både under den igangværende forberedelse og bliver det i selve missionen.



Kræver fælles indsats
Bidraget kommer til at bestå af cirka 30 personer, der placeres i de to lande. Radaren og et teknisk bidrag skal til Al Asad Airbase i Irak, hvor også Hærens træningsbidrag holder til. Det operative personel placeres på Al Dhafra Airbase i De Forenede Arabiske Emirater, hvor de vil arbejde sammen med resten af koalitionen bestående af USA, Storbritannien, Canada, New Zealand og Australien.

M.A.L.T Nielsen understregede også, at det er en fælles indsats fra hele Air Control Wing, når radaren sendes af sted i mindst et år fra januar:

- Jeg vil gerne understrege, at mens fokus lige nu naturligt nok er på opgaven, der skal løses ude, og de medarbejdere, der skal væk fra familie og venner i en periode, så anerkender og påskønner jeg på tilsvarende vis den indsats, som de hjemmeblivende medarbejdere skal yde i den kommende periode. Uden denne ekstra indsats ville internationale missioner ikke være muligt i dagens Flyvevåben.