[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Humøret var højt, og det var fem spændte speedwaykørere, der torsdag ankom til Flyvestation Skrydstrup. Ingen af kørerne vidste, hvad der skulle ske, men begejstringen var til at få øje på, da de fik udleveret en flyverdragt og blev budt velkommen af simulatorinstruktør Jan Jørgensen.

De fem speedwaykørere udgør det danske landshold, som lørdag den 13. juni skal forsvare sidste års guldmedalje i verdensmesterskaberne i speedway for hold. Dagens besøg på flyvestationens simulatortræningscenter var en overraskelse arrangeret af landstræneren, der ønskede at give sin kørere lidt adspredelse fra VM-forberedelserne.

- Jeg synes, det er vigtigt, at de indimellem får tankerne hen på lidt andet end speedway, så derfor har jeg arrangeret noget teambuilding i dag, siger landstræner og holdkaptajn Anders Secher. 


Nicki Pedersen er en af verdens bedste speedwaykørere, men det var nyt for ham at styre et F-16 fly. Her ses han, dybt koncentreret, i den store simulator.

Speedwaykører med talent for at flyve
Efter en kort instruktion var de fem speedwaykørere klar til at gå ombord i F-16 simulatorerne. Nicki Pedersen, der er tredobbelt verdensmester i både individuelt speedway og speedway for hold, var hurtigt i sædet, og der gik ikke lang tid, før han lettede og fløj en tur over Jylland.

- Det går da meget godt det her. Nu får jeg jo assistance fra en dygtig instruktør, men jeg tror egentlig, jeg har talent for at flyve, siger Nicki Pedersen, der tydeligvis befandt sig godt i simulatorens katapultsæde.


Speedwaykørerne var mest begejstrede for den store fly-simulator, men den mindre og knap så avancerede simulator var bestemt også en udfordring for verdensmestrene, der er vant til at have jord under hjulene.

Flyvestation Skrydstrup har fire F-16 simulatorer, hvoraf to er full-mission simulatorer. Det er simulatorer, der er meget virkelighedstro, blandt andet fordi piloten sidder i et rigtigt cockpit inde i en slags kugle, hvor han har udsigt til både himmel og jord. Han kan se næsten hele vejen rundt, og det er blandt andet det, der gør den store forskel i forhold til de to mindre simulatorer. Her er udsynet begrænset til tre små computerskærme. Speedwaykørerne prøvede begge simulatorer, og oplevelsen gjorde stort indtryk på verdensmestrene.

- Det er fedt at prøve, hvordan det er at være pilot. Man bliver jo næsten som en lille dreng igen, når man får lov til at styre flyet selv, siger Nicki Pedersen.


Efter simulator-øvelsen fik de fem speedwaykørere mulighed for at se rigtige F-16 fly og de bomber, som flyene kan have med på mission.