[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

Der arbejdes på at gøre kommunikationen mellem de udsendte og familie derhjemme lettere, og der er forhandlinger og overvejelser omkring at give de udsendte højere løn. Forsvaret har gang i en større indsats for at fastholde medarbejderne.
I 2006 forlod godt 1000 militære medarbejdere Forsvaret til fordel for et civilt job. Det er cirka det dobbelte af, hvad det plejer. Tendensen for 2007 peger i samme retning, så der skal gøres noget hurtigt for at fastholde medarbejderne.

Afgangsårsagerne skal undersøges
I 1. kvartal af 2007 laver Forsvarets Personeltjeneste forskellige undersøgelser af, hvad årsagerne til afgangen af personellet har været. Men allerede nu arbejdes der på at få gjort noget ved problemet og få de fastansatte til at blive ved at tilbyde dem bedre og mere fleksible arbejdsvilkår samt forbedret aflønning til bl.a. nøglepersonel og udsendt personel.
Det er især omkring udsendelser, der er problemer. Pårørende er utrygge ved, at soldaterne drager i krig. Så selvom hoveddelen af de udsendte gerne vil ud igen - efter at være kommet hjem fra en udsendelse - tager de fleste hensyn til familien. Derfor arbejdes der på at forbedre forholdene for de udsendte (bedre løn, bedre kontakt til familien og færre udsendelser).

Det er også vigtigt at få hverdagens pres sænket ved i stigende grad at vejlede chefer, øge fleksibiliteten omkring almindelig afvikling af frihed og tilbyde en mere proaktiv personelpleje. Det arbejdes der alt sammen aktivt på.

Ny rekrutteringskampagne
En anden side af manglen på arbejdskraft er rekrutteringen, og Forsvaret har netop sat en ny rekrutteringskampagne i gang. Kampagnen omfatter blandt andet en film.
- Målet er at eksponere for de unge, at der er mange forskellige uddannelser i Forsvaret. Den er udarbejdet på baggrund af en undersøgelse, som har klarlagt de unges forbehold overfor Forsvaret, og det er det, vi har spillet op imod, siger Gitte Holler fra Forsvarets Personeltjeneste.

Se Forsvarets nye rekrutteringsfilm.