[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

Danmarks Radio har begæret om aktindsigt i alle sagsakter vedrørende Ocean Eye ved Forsvarsministeriet samt ved flere af Forsvarets myndigheder. Forsvarskommandoen koordinerer behandlingen og besvarelsen af begæringen.


FKO svar 1:

1. Forsvarskommandoen (FKO) fremsender hermed - i forlængelse af ref. - tilvejebragte journallister i relation til Deres begæring om aktindsigt i alle sagsakter vedrørende Ocean Eye. Idet emnet er tæt relateret til overvågningsflyet Challenger, omfatter journallisterne tillige akter herom, i den udstrækning disse er vurderet relevante for Deres begæring.

2. De anmodes om - på baggrund af vedlagte journallister - at konkretisere, hvilke akter De specifikt måtte have interesse i.

3. FKO skal henlede opmærksomheden på de sorte udstregninger i journallisterne. Disse ekstraheringer er bl.a. foretaget i henhold til offentlighedslovens (OFL) § 12, stk. 1, nr. 2 vedrørende forretningsforhold, som er af væsentlig betydning for den person eller den virksomhed oplysningerne angår, at begæringen om aktindsigt ikke imødekommes. Herudover er der foretaget ekstrahering af dokumenter, som ikke har relevans for Deres begæring, herunder flyvetildragelser og operative flyvninger mv. Endelig omfatter enkelte ekstraheringer beskyttelse af navngivne enkeltpersoner i henhold til OFL § 13, stk. 1, nr. 6 om private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
FKO skal understrege, at ekstraheringerne ikke er udtryk for afslag, idet FKO endnu ikke har taget stilling til, om der kan gives aktindsigt i de pågældende dokumenter. Dette gælder dog ikke de dokumenter, som jf. overfor er ekstraheret på grund af deres manglende relevans for Deres begæring.

4. Prisen for eventuelt tilsendte akter, jf. bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986, vil afhænge af den rekvirerede dokumentmængde og andrager 10,00 kr. for den første side og 1,00 kr. for hver påbegyndt efterfølgende side.

5. FKO afventer Deres konkrete anmodning om aktindsigt med udgangspunkt i de fremsendte journallister.

6. Denne foreløbige afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, 1060 København K.