Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Ekstra Bladet har begæret aktindsigt vedrørende Forsvarets tjenesterejser til udlandet med ledsagelse af ægtefælle eller samlever.
FKO svar:
1. De har ved ref. a. anmodet Forsvarskommandoen om aktindsigt i ”en oversigt over forsvarets tjenesterejser i udlandet foretaget i perioden 1. januar 2004 til og med 1. marts 2007, hvor ansatte af rang som oberstløjtnant og op efter har deltaget – og hvor rangspersonerne er udrejst med ægtefælle/samlever/registreret partner – og hvor forsvaret har betalt rejse- og opholdsudgifter for både rangsperson og medfølgende ægtefælle.”
2. Forsvarskommandoen har ved ref. b. oplyst, at De senest den 23. april 2007 vil modtage meddelelse om, hvornår Forsvarskommandoen forventer at kunne fremsende en afgørelse på Deres anmodning.
3. Forsvarskommandoen skal bemærke, at en aktindsigtsanmodning i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 3. skal angive de dokumenter eller den sag, De ønsker at blive gjort bekendt med. Der er således ikke en forpligtigelse til at besvare spørgsmål eller at udarbejde sammenstillinger af oplysninger mv. på baggrund af offentlighedslovens bestemmelser.
4. Forsvarskommandoen har ikke en oversigt over ansattes tjenesterejser til udlandet, hvor den ansatte er ledsaget af ægtefællen.
5. De i ref. a. ønskede oplysninger fremgår af de rejseordrer der udfærdiges i forbindelse med ansattes tjenesterejser samt af de bilag og den afregning der udarbejdes efter en tjenesterejses afslutning.
Der udfærdiges omkring 10.000 rejseordrer for forsvarets ansatte på årsbasis. Disse rejseordrer, bilag og afregningerne heraf arkiveres i 5 år ved forsvarets lokale regnskabsforvaltende myndigheder på forsvarets tjenestesteder.
I forbindelse med det seneste forsvarsforlig er der etableret en central regnskabsforvaltende myndighed, Forsvarets Regnskabstjeneste. Forsvarets Regnskabstjeneste har i 2006 påbegyndt overdragelse af en række opgaver fra de lokale regnskabsforvaltende myndigheder, herunder bl.a. rejseområdet. Opgaveoverdragelsen forventes imidlertid først afsluttet i foråret 2008.
6. I 2003 påbegyndte forsvarets myndigheder at indtaste oplysninger fra rejseordrer i forsvarets økonomistyringssystem. Systemet er imidlertid ikke opbygget således, at det er muligt at søge på tjenesterejser, hvor ægtefæller har deltaget.
Anvendelse af oplysningerne fra forsvarets økonomistyringssystem kan således ikke udgøre et grundlag for en sammenstilling af de ønskede oplysninger.
7. En sammenstilling af de ønskede oplysninger vil derfor kræve en manuel gennemgang af samtlige rejseordrer, arkiveret ved forsvarets lokale regnskabsforvaltende myndigheder (hvoraf omkring halvdelen nu er nedlagte og derfor ikke bemandede), med henblik på at udtage rejseordrer mv. for officerer med grad af oberstløjtnant/kommandørkaptajn og højere, hvor der på rejseordren er påført, at der er meddelt tilladelse til at ægtefælle kan medfølge på rejsen.
8. Forsvarskommandoen vil med henvisning til offentlighedslovens § 4, stk. 3. ikke iværksætte en sådan særdeles ressourcekrævende sammenstilling af oplysninger, men skal henvise Dem til evt. at specificere Deres anmodning til fx enkeltpersoner eller enkeltrejser.
9. Forsvarskommandoen kan supplerende oplyse, at forsvaret - generelt set - kun afholder udgifter til ægtefællers deltagelse i tjenesterejser i forbindelse med ansattes udstationering til udlandet, herunder besigtigelsesrejse samt de hjemrejser, den ansatte og dennes familie tilkommer jf. de bestemmelser, der beskriver reglerne på området. Forsvaret følger de aftalemæssige bestemmelser som er udgivet af Finansministeriet. Aftalen indgår som bilag til Forsvarsministeriets cirkulære om godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser, der vedlægges som bilag 1. De forvaltningsmæssige regler fremgår af Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning (PAV). kapitel 23, der i uddrag er vedlagt som bilag 2. Herudover vedlægges som bilag 3 kopi af Forsvarskommandoens vejledning PS 400-3. kapitel 23 vedrørende tjenesterejser.
10. Denne afgørelse kan påklages til Forsvarsministeriet, Holmens Kanal 42, DK-1060 København K.