[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

De to standard-flex fartøjer Flyvefisken og Hajen blev i marts solgt til Litauen, som købte skibene uden motorer. Forsvaret skal genbruge motorerne i de nye standardfartøjer af Mk-II typen.
- Ifølge kontrakten skulle Litauen levere motorer, og det forsøger vi nu at hjælpe dem med, så motorerne kommer til at passe til elektronikken i skibene, fortæller orlogskaptajn Peter Mols fra Forsvarets Materieltjeneste.

De to patruljeskibe er lagt op som en konsekvens af forsvarsforliget, hvor det blev bestemt, at antallet af patruljefartøjer skulle skæres ned til 10.

En opgraderet platform
Også radarsystemer og sensorer er pillet ud af patruljefartøjerne. Det bruges som reservedele til de danske patruljefartøjer. Men det skyldes ikke bare danske behov, at skibene er tømt for den komplicerede elektronik, forklarer Peter Mols.
- Der er tale om 80’er elektronik som det er svært at finde reservedele til i dag. Hvis litauerne havde fået det med, ville de have fået driftsproblemer og have stået over for en udskiftning i løbet af forholdsvis få år. Men maskinstyringssystemet er opgraderet og digitaliseret som i vores egne skibe. Så det litauerne har købt er en delvist opgraderet platform, der kan danne basis for et godt patruljeskib, som kan sejle de næste 25 år.

Af de udskiftelige moduler, som patruljefartøjerne er så kendt for, følger også kranmodulet med, imens to containerpositioner dækkes med dæksler. Men litauerne har ved siden af købt fire kanoner, som var på lager. Det er kanoner af den type, der bruges i korvetterne. Disse kanoner monteres også i containermoduler.

Option på Lommen
Ud over selve skibene indeholder projektet, Litauen har købt, også et kursus på tre uger, hvor litauerne kan lære den grundlæggende betjening af skibene. Prisen for de to skibe er på 45 millioner kr. Det første af de to skibe planlægges overdraget til november, det sidste om ca. et år. Litauen har endvidere en option på at købe Lommen. Lommen er fortsat operativt, men er det sidste af de patruljeskibe, der skal lægges op som følge af forsvarsforliget