[Oprindeligt publiceret af Forsvarskommandoen]

NATO's forsvarsministre har besluttet at køre videre med udrykningsstyrken NRF. Det skete på det uformelle møde i Nordwijk i Holland, der sluttede i torsdags.
I nogle måneder har der hersket usikkerhed om NRF's fremtid, siden USA i juli meddelte, at de ville standse deres bidrag til NFR i 2009, fordi nogle europæsiske lande tilmeldte for få soldater til udrykningsstyrken.
NRF bliver dog ikke på 25.000 soldater de næste år.Kernefunktionerne som hovedkvarter og kommunikationsenheder bliver stadig fuldt bemandet, mens resten af styrkens størrelse afhænger af, hvor meget landene bidrager med.
– Man behøver ikke 15.000 hærsoldater for lave en embargooperation. NATO har tilpasset NRF til virkeligheden.Det er en fornuftig ide, siger orlogskaptajn Erik Achenbach fra forsvarskommandoen.

Stort behov for soldater
Ændringen af NRF skyldes, at der i øjeblikket er mange internationale operationer i gang:
– Alle lande i NATO er hårdt spændt for. Der er behov for soldater i Afghanistan, Kosovo, til NRF og til FN og EU-operationer, forklarer Erik Achenbach.
NATO-landene er dog enige om, at NRF skal på fuld styrke igen, når de internationale operationer bliver mindre krævende. Eksempelvis hvis der bliver reduktioner i styrkerne i Afghanistan, eller der kommer en endelig løsning på Kosovos fremtid.

Danmark tilmelder stadig styrker
Ideen med NRF er, at de styrker, landene tilmelder, skal være moderne udrustet og højt uddannet. På den måde er NRF med til at modernisere NATO-landenes militær.
Det danske forsvar støtter op om denne tanke og fortsætter med at melde soldater til NRF. I 2010 skal Danske Divisions stab lede NRF's landstyrker.